Whitney

’Whitney’ er en god film og en vigtig film, men det er ikke feelgood-film. For det handler om menneskeligt forfald, dysfunktion, ego og penge, og knuser enhver Whitney Houston-elskers hjerte! Filmen bliver siddende i kroppen, og ikke på den fede måde. Men ’Whitney’ er en nødvendig film, når vi lever i en verden, hvor det at eje et stort talent KUN handler om penge, popularitet og salgstal. En omstændighed, der kan slå mennesker ihjel.

Her er en invitation til at se omstændighederne i Whitney Houstons liv, og en mulighed for ikke kun at dømme hende som stofmisbruger! Vi inviteres af Instruktør Kevin MacDonald (’The last King of Scotland’, ’Marley’), som selv i processen med filmen langsomt har opdaget sangerinden. Det er en styrke i filmen, som gør at denne Whitney-dokumentar har endnu flere ukendte fakta end dokumentaren fra 2017, ’Whitney: Can I Be Me’ af Nick Broomfield og Rudi Dolezal.

Kevin Macdonald lukker publikum ind i sin opklaring af hvem Whitney var som menneske og omstændighederne i hendes liv, som faktisk var ret håbløse. Her bliver Whitneys nærmeste, meget ærlige vidner i opklaringen af hvor svært det var at være Whitney Houston, og hvor tiltagende svært det blev, da hendes hits blev større og hendes stofmisbrug ligeså. Han tegner et nøjagtigt og et modigt billede af den kvinde Whitney blev, i en bombastisk stil, med nøjagtigt udvalgte Whitney-pophits, som understreger superstjernens virkelighed.

Macdonald er tilstræbende neutral i sine interviews, som nøgternt viser hvordan Whitney havnede midt i splittelsen mellem det sorte og hvide Amerika. Samtidig er han knivskarp i sine valg af klip og enkelte hændelser i superstjernens liv. Stjerner som Babyface og Kevin Costner er kun med i enkelte minutter, fordi deres funktion bliver at fortælle om hendes talent og historiske virkelighed. Instruktøren lefler ikke for nogen, men forsøger stadig i en kærlig tone at komme frem til sandheden, og det giver filmen en bund af troværdighed.

For Macdonald lader ganske enkelt, de folk han interviewer, som har begået gigantiske og gentagne fejl i Whitney Houstons liv, tale for sig selv. Og han lader dem også udlevere sig selv. Som for eksempel da L.A. Reid med blankt ansigt hævder at han absolut ikke kendte til Whitneys stofmisbrug, selvom han var leder for hendes pladeselskab i den periode hvor det var værst.

Dokumentaren fra 2017 tog i den grad illusionerne væk fra publikum om hvem Whitney Houston i virkeligheden var. I et ekstremt close-up på dysfunktionen i Whitneys liv. Men Macdonalds film sætter Whitney, hendes familie og hendes talent i et historisk perspektiv og giver en større helhed af hvor grum en virkelighed Whitney faktisk stod i – hele sit liv! Hvor meget hun var splittet mellem at være sort og samtidig være idol i 80’ernes hvide Amerika, og hvor meget hendes indre sår og hendes dybt dysfunktionelle familie styrede hende direkte i afgrunden, uden at nogen af dem gennemgribende gjorde et forsøg på at redde hende! At hun faktisk ikke havde en chance!

’Whitney’ er et ganske helt billede af Whitney Houston, og det har også været executive producer Pat Houstons (Whitneys svigerinde) ønske. At tegne et helt og ærligt billede af Whitney, en gang for alle. At få alle historierne ud, så vi derfra kan huske Whitney Houston som det eminente talent hun var. Derfor gav hun Kevin Macdonald frie hænder til at lave denne film. Og det er lykkedes. 

Men desværre er historien om Whitneys virkelighed i sig selv så GRUM, at man nærmest glemmer den musik og glæde hun gav en hel verden, gennem sine musikalske og følsomme fortolkninger og sin utrolige stemme. Og det er grundlæggende det eneste der er at sætte på denne her film. At vi skal passe på, at vi ikke glemmer Whitney Houston som kunstner!