I Wanna Dance with Somebody

Kærlighed - det vi gør for at få det, og for at beholde det. Whitney Houston siger det fra første beat, i filmens intro. Til en af hendes største performances, et medley af tre kraftfulde love songs, der eminent beskriver det essentielle i hendes liv og levned.

Fra kirkekoret i New Jersey til hele verdens hitlister på rekordtid. America’s Sweetheart, der vil være alt for alle, men crasher i alle andres forventninger og ambitioner. Ikke sort nok, ikke hvid nok. Familedrama og voldelig ægtemand, stoffer og sammenbrud. De fleste kender (nogle af) historierne, og to udmærkede dokumentarer har for en håndfuld år siden vist den grumme bagside af succesen. 

Bag denne biopic står en del af Whitneys folk - deriblandt producer Clive Davis og svigerinde/manager Pat Houston - så den går noget mere sentimentalt og pænt over de traumatiske hændelser, der ender med at nedbryde verdensstjernens stemme, krop og kærlighed. Især stoffer, vold og anden misrøgt er tonet ned, men det giver alligevel mening, i spotlyset af filmens stil og formål.

Undertitlen på den sang, der er filmens titel, er: "who loves me," og der snakkes en del om den kærlighed, som næsten alle hendes sange indholder, og som udvikler sig gennem hendes følelsesliv. Men Whitneys (Naomi Ackie) følelser folder sig sjældent (positivt) ud i selve handlingen - hverken de spæde følelser for Robyn (Nafessa Williams), de overmodige med Bobby (Ashton Sanders), de labile overfor Bobbi Kristina eller de problematiske i familien. Fik Whitney den kærlighed hun behøvede? Eller gav hun for meget, uden at passe på sig selv, og give sig selv kærlighed?

Det er i sangen og musikken man mærker det bankende hjerte. De mange scener med  Clive Davis (Stanley Tucci) viser entusiasmen og talentet, og snart flyder The Voice lydefrit og imponerende i den spændvidde ingen overgår. Derfor er det Whitneys originale vokal, der brillerer her. I studiet, på video men mest af alt til ikoniske liveoptrædener, som ’Star Spangled Banner’-fortolkningen til Super Bowl 1991, og det rørende 2009-comeback i Oprah-showet.

Størst er dog slutningen, hvor overdådigheden endelig går rent ind - med det i starten introducerede medley: ’I Loves You, Porgy’, ’And I am Telling You’ og ’I Have Nothing’. American Music Awards 1994, på toppen af karrieren, og med helt forrygende fraseringer og tonehøjder bringes følelserne frem med illustrerende tekster som "You’re gonna love me..." og "I have nothing.. if I don’t have you.." Det er Whitneys power - og den hyldest leverer filmen, til en af musikhistoriens største kvindestemmer.