Wear it Like a Crown

Sommeren er over os og de fleste teatre har færdiggjort sæsonen, men for de trængende er der stadig håb på Østerbro. Det gamle gasværk har fyldt sig selv med melankoli, kærlighed, ensomhed og magi.

På scenen sidder en svedende, nervøs, rødklædt mand og vrøvler om noget, vi ikke forstår. Han vil gerne forklare sig, men de krøllede sætninger, han ængsteligt spytter ud, gør os ikke klogere. Så giver han op, og det strømmer ind ad døren med mærkelige skikkelser.

Alle seks artister er meget forskellige med hver deres skæve, lille univers. Sammen får de os til at holde vejret, gemme os i skødet og udbryde ukontrollerede glædeshyl.

Deres magiske universer blandes mere og mere sammen, blandt andet i en kærlighedshistorie mellem den boldpoppende, bredsmilende gavtyv og den sortklædte pige med sin elskede pose luft. Deres sortmalede øjne mødes, og de ser deres frygt i øjnene og kaster sig ud i hinandens verdener.

Først lader de bordtennisboldene poppe fra mund til mund (og andetsteds) i et komisk imponerede nummer. Senere får han lov at besøge hendes plastikbobbel, og til sidst forenes de i en trapez hævet over scenen med et væld af hvide bolde under sig.

Showet er gennemført til mindste detalje. Lyden, lyset og musikken understøtter sammen med videosiden tematikken i manegen. Om angsten for at fejle og skuffe andre. Om at kaste sig ud i det med hovedet først (hvilket man selvfølgeligt ikke behøves forsøge sig med så bogstaveligt talt som den bomstærke kvinde på scenen).

Derudover er artisterne ikke kun mærkelige væsner. De ved også hvordan man kaster en kniv, jonglerer med en sav, tryller, klovner og charmerer. Deres håndværk fejler ingenting, men deres roller gør overgangene elegante og binder hele forestillingen sammen til en fortælling.

Da vi når anden akt rabler den rødklædte mand stadig. Langsomt fornemmer vi dog en mening. Noget med nogle hatte, som vi skal tage af. Noget med, at man ikke kan svæve hvis man klynger sig til sin hat. På meget charmerende vis trænger et velkendt budskab ud til alle os i salen: Se dig selv og din frygt i øjnene og vær stolt af det. Wear it like a crown. Budskabet er smukt og sværere at fuldføre, end man tror.

Jeg er dog - trods magi og sandhed og overraskelse - en sucker for større politiske budskaber og knuger den femte stjerne i hånden, da jeg forlader Østerbro.