Bosch' drøm

På 500-året for den nederlandske maler Hieronymus Bosch’ død tryllebinder hans detaljerige malerier fortsat, og giver et indblik i den mest fantasifulde verden. En verden, der afbilleder alt fra tidernes morgen til dens brutale ende, fabeldyr og menneskets underbeviste lyster og drifter.

Til trods for at blot omkring 25 værker fra malerens hånd har overlevet til i dag, vil de fleste genkende nogle af de absurde situationer i blandt andet det enorme værk ’Lysternes Have’, hvor nøgne kroppe i en ekstremt kaotisk dynamisk komposition boltrer sig mellem hinanden, fantasidyr og objekter. Bosch’ verden nærmest be'r om at blive frigjort fra guldrammen og det todimensionelle rum.

Det er en svær og nobel opgave at få stillet, men Republique og den canadiske trup Les 7 doigts de la main (de 7 fingre på hånden) går modigt til værks. Jubilæumsforestillingen, der skal turnere i Holland og Belgien, er en magisk kombination af nycirkus og videoanimationer, der på store scenelærreder bringer liv til maleriernes karakterer og situationer.

Især på den visuelle front overbeviser ’Bosch' drøm’, og videodesigneren Ange Potiers animationer bringer beskueren helt ind mellem de minutiøse penselstrøg, og giver muligheden for selv at spadsere rundt og undersøge det fascinerende landskab og alle dens beboere.

Blandt beboerne på scenen er både uhyggelige, middelalderagtige, røgpustende fugle, fiskemonstre og forskellige karakterer, der bevæger sig elegant og legefuldt i det fantastiske landskab. Smukkest er det, da en nøgen kvinde bevæger sig i en stor boble, og viser en smuk balance mellem styrke og intimitet, samt en gysen om hvornår boblen brister. Eller når akrobaten svinger sig rundt i en overdimensioneret nøgle nedhængt fra loftet over et badekar og personen deri. Det er disse motiver, der gør det klart, hvad forestillingen vil: Levendegøre det sårbare, smukke og til tider makabre i Bosch’ verden – på samme måde som Republiques shows om henholdsvis Frida Kahlo og Salvador Dali gjorde på hver sin måde.

På andre tider er det dog tvivlsomt hvad meningen er. Hvad laver kunsthistorikeren, Jim Morrison, middelalderbonden, englen og førnævnte Salvador Dali på én og samme scene? Hvad er sammenhængen mellem de store sale på Prado-museet, krigen i Syrien og et børneværelse?

Det er klart at man ud fra Hieronymus Bosch’ malerier ikke skal forvente en klar og stringent handling, eller altid have en ide om hvad der egentligt foregår. Man skal være forberedt på at kaste sig ned i fantasiens kringelkroge mellem det makabre, det smukke, det uhyggelige og det ekstremt surreale. 

Personligt havde jeg et håb om at dette ville ske med en rød tråd gennem universet, og ikke alt for mange afstikkere mod øst og vest. Eller at det visuelle ville hænge så godt sammen og overvælde i overdådige tableau vivants og hæsblæsende akrobatik, at al fornemmelse for historie og sammenhæng, og ikke mindst manglen derpå, ville blive skubbet væk.

’Bosch’ drøm’ bliver et halvamputeret fabeldyr, der på én og samme tid tager munden for fuld og har lidt for små armbevægelser.