Urban Nights

Man vil så gerne vifte begejstret med den store, hvide stofserviet – som det er kutyme hos Wallmans, når noget er særligt underholdende – men dette års dinnershow bliver aldrig rigtig hot, lækkert eller ekstravagant. Der mangler efterhånden så meget show-overraskelser i Wallmans, at en af gallagæsterne måtte kapre mikrofonen og få servietterne i sving!

Det er som vanligt nærvær og engagement, der savnes her i showkonceptet, der nu har 15 år på bagen i Danmark. Showets mest unikke ide er barberet ned til noget nær nada: Det nærvær, der opstår, når de optrædende interagerer med gæsterne ved bordene. Selvfølgelig noget mere tidskrævende og uforudsigeligt, men det har kunnet lade sig gøre før, så kan det vel lykkes igen.

Wallmans er en helhedsoplevelse, og som gæst er man selv med til at skabe festen, i lækkert tøj, højt hår og storslået humør. Det er tilladt at gøre sig umage! Men der er det så lidt surt at sidde i pivkoldt træk fra foyerdøren (på det dyre 1.podie), og få at vide at problemet er velkendt, men eneste løsning er et tæppe. Over det pæne tøj og nysatte hår, får det altså smilet til at stivne lidt. Varmen fra den gode suppe varer jo ikke længe – i øvrigt den samme på 6.år, så la’ da vær’ at kalde den sæsonens suppe, stå dog ved gentagelsen og kald den signatursuppe, eller noget. 

Også showretningen bliver mere og mere skabelonagtig, og utroligt nok føles tempoet skruet yderligere op for hvert år. Kunne man mon ruske op i klassikeren med at afbalancere kvantitet og kvalitet? Der er simpelthen for meget mismatch i musik og dans, som kommer til at virke ensartet og uengageret, når så meget som muligt skal lires af på kort tid. Og så selvfølgelig i vild volumen.

Igen i år strækker genre og stil sig bredt: Adele, hvis følsomhed bliver trukket over i køkken-realisme; ’West Side Story’ i subway-modus og kor-power, der naturligvis spolerer al sensibilitet i både ’Maria’ og ’Somewhere’; og AC/DC-medleyet, der med endnu et togtema og heftige, røde lak/nylon/velour-kostumer ligner (og lyder) som… ja, ’Highway to Hell’. Men de musikalske nuancer drukner i festballaden – det meste musik er pre-indspillet, og alt for sjældent får sangerne lov at fordybe sig i egentlig tolkning. 

Det lykkes alligevel med soul af Mohamed Ali i ’Pillow Talk’, der akkompagnerer det nye akrobat-stjerneskud Ylva Maia. Og i to stjernestunder af Jean Michel Helgason: En swing-sjov version af ’I Feel Pretty’ med lakstiletstøvler, perlekæder og frihedsgudindekrone – i indkøbsvogn! Samt det pirrende miks af hudløst og råt i ’Stronger’ – svævende op og ned i wire over publikum.

Det er en ret sikker genganger at mindst en performer kommer halsbrækkende tæt på at ramme loftet, kropsligt og/eller sangligt. Personligt bliver jeg nok aldrig træt af at se de vovede wire-, reb- eller silke-tricks i højderne, men overraskelses- og duperingsgrad er nok nået. Så årets styrkeartist, ukrainske Igor Zavadko, er bestemt dygtig, men betager næsten mest med den klassiske underlægningsmusik. Endnu sværere er det for jonglør Grygoriy Lovygin, også fra Ukraine, der denne aften ikke helt kan holde styr på boldene.

To større show-skabeloner er: Finalen, der i år samler nogle af tidens mest populære sangerinder, deriblandt Ariana Grande, Pink, Katy Perry, Britney Spears – og flipper den i bund med et ubegribeligt pinball-tema, inklusiv ghettoblaster og rumraket. Men ok, nogle mener nok, at disse retromaskiner er hits igen. Så er vi nogen, der hellere vil have ratpack-stemning med smokings, swing og sjov, der udgør det tilbagevendende og ofte ret vellykkede celebration-nummer. For der interageres og improviseres med gæsterne – og her opstår aftenens største overraskelse: Under ’Volare’ griber Dario Campeotto mikrofonen og crooner kort fra sin danske udgave ”Vi har det… åh-åh… så dejligt…” 

Det er kult, lune og glimt i øjet, som Wallmans burde opdyrke mere af. Dario er der jo ikke til hverdag, men pointen er at gæsterne kan, bør og må inddrages mere. Det kan gøres på mange måder. Man kunne også bringe ønskenummeret tilbage. Eller lave en særlig udvidelse af serviet-kutymen. Wallmans er for godt et koncept til at smadre det allerede. Så spørg publikum, for hvad kan vi egentlig bedst lide, når vi skal underholdes: At alt er som det plejer, eller at der er overraskelser?