Svantes Lykkelige Dag

Vi har alle sammen brummet med på linjerne ”livet er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar...”. Men for de fleste stopper kendskabet til Svantes viser her. Og den hyggelige vise er faktisk undtagelsen, der bryder reglen. For i Svantes hverdag er der flere portere, end der er smil og mere depression end optimisme. Som det skråles fra dybet af en overbevisende Anders W. Berthelsen: ”Jeg lider af selvhad, gid jeg var lidt mere selvglad.”

Viserne har fået nye melodier, akkompagnementet er her både med kor og dygtige musikere, og det fungerer rigtig godt. Vi kender lidt af det gamle i det og alligevel er det noget andet – og så er musikken og melodierne lavet sådan, at ordene får lov at træde frem. Det er vigtigt. 

Anders W. Berthelsen i rollen som både Svante og fortæller (i virkelighedens verden Benny Andersen) får følgeskab af underskønne Lise Baastrup, der både fungerer som Svantes store kærlighed Nina og indimellem også som både fortæller og Svante. Det er hverdagens mand i gråt regnsæt overfor en diva af format i gule flæser og elegant hovedbeklædning. Kontrasten er vidunderlig, selvom Berthelsen må leve med, at Baastrup løber med prisen som forestillingens helt store stjerne. 

Begge to hopper de elegant ind og ud af de forskellige roller, og hele pointen bliver at det er svært at vide hvem, der egentlig er hvem. Benny Andersen opfandt efter sigende Svante-figuren, fordi han ikke kunne få sig selv til at skrive så banale viser i sit eget navn, og netop den slags indre skikkelser leger forestillingen overbevisende og tankevækkende med. 

Niklas Bendixen er i det hele taget sluppet virkelig godt fra bearbejdelsen af tekstforlaget. Historien om Svante vinder en dybde i dramatiseringen, i stedet for at blive tyndere, som det jo desværre ofte kan være tilfældet, når god tekst puttes på scenen. Skønt at opleve! 

Men se, 'Svantes Lykkelige Dag' er ikke bare to syngende skuespillere på en bar scene. Langt fra. Scenen er befolket af et kæmpe kor i opsigtsvækkende kostumer og tre musikere med alskens instrumenter. Julian Toldam Juhlin, som har stået for både scenografi og kostumer, har skabt en skøn, twistet landevejsatmosfære med de klassiske landevejselmaster på scenen, rødt sommerkrat i moonboots og store duer på hovederne af hele koret. 

Desværre har det måske været en lidt for stor mundfuld for det velsyngende amatørkor også at skulle agere statister og scenografi i den grad, de gør. Det kan ikke skjules i deres udtryk og knap så præcise bevægelser, at de ikke er scenevante i tilstrækkelig grad. De kommer til at fylde for meget på scenegulvet, være med i for mange af scenerne og forstyrre udtrykket med en usikker energi. 

Dog fungerer mange af de billeder, hvor koret står stille rigtig godt, og som sagt ændrer det ikke ved den samlede oplevelse af Berthelsen og Baastrup i hopla. De to får et samspil og en humor op at køre, som simpelthen får tårerne til at trille. For blot at blive afløst af en dyb stilhed, da den altid reflekterede Svante så alligevel slet ikke ved, hvad godt det skal gøre at grine af ting. Hvad skal vi med livets banaliteter? Men grinet, der kun kan holde tomheden på afstand for en stund? 

Uden at røbe for meget om slutningen, er 'Svantes Lykkelige Dag' sådan en forestilling, der bliver bedre og bedre. Anders W. Berthelsen har ikke en stor sangstemme, altså det går sådan lige endda, især med tanke på, at Povl Dissing heller ikke er en stor sangstemme i klassisk forstand. Men når Lise Baastrup sammen med koret folder sin stemme ud i 2. akt, ja, så kan både Dissing og Berthelsen altså godt gå hjem og vugge. Det er en helt aldeles kuldegysning-fremkaldende fornøjelse. 

’Svantes Lykkelige Dag’ er en forestilling, det helt afgjort er værd at skaffe sig en billet til. Når den ikke høster mere end fire stjerner her, er det fordi, der er elementer i forestillingen, der set ud fra en kritisk anmelders blik simpelthen ikke holder niveau. Men der er så meget godt at hente, at jeg ikke vil tøve en kende med at anbefale alle nysgerrige sjæle at tage turen ind på Nørrebro til en uforudsigelig aften i Svantes tegn.