Benjamin Koppel Jazz Galla: Celebrating Stevie Wonder 70 Years
JAZZ SHOW
18. februar – 7. maj 2020
Bremen
Der er jammin’ god stemning til den nyeste Jazz Galla af Benjamin Koppel og co., hvor vi er med til at fejre den kommende 70 års fødselsdag for den legendariske master blaster, Stevie Wonder.
Det er selvfølgelig oplagt at starte den glade fest med mega-hittet ’Happy Birthday,’ og fyre den kunstige confetti af med det samme. Hurtigt og for fuld energi. For som kapelmester Koppel kvikt bemærker: ”Der er 1312 numre af den højeste kaliber, så vi har travlt… og alle er yndlingsnumre.”
Wonders store sangskat er først og fremmest smooth og funky, og fornøjelsen i at jazze over de mange ikoniske melodier stråler ud af alle på scenen. Der jammes så det mærkes! Spilleglæden er som altid eminent med Koppel-gænget, og totalt smittende.
Som altid brillerer sangerne med hver deres personlighed i tolkningerne. Marie Carmen Koppels balladepower i ’You and I’, Kaya Brüels luftige swing i ’Knocks me off my Feet’, Erann DDs entusiasme i ‘You met Your Match’ og Patrick Dorgans soul-charme i ’Higher Ground’. Det er klart soloerne, der virker stærkest denne aften, duetterne lider lidt af mismatch og for ujævn improvisation.
Bedst er ’As’ – en af mine personlige favoritter – hvor alle går i fed harmoni, Kaya og Patrick i smooth mode overfor Marie og Eranns mere forte beats. Den balance rammes desværre ikke med ‘Lately’, der starter med Kayas smukke følsomhed, men går til overskruet Erann-gear. Også tilpasning i ‘Don’t You Worry ‘bout a Thing’, hvor Erann og Patrick lyder alt for enstonige fra start, men så finder de lækre forskudte fraseringer og swinger suverænt. Også et toptunet medley med blandt andre ‘All in Love is Fair,’ ‘Once in my Life’ og ‘Pastime Paradise’ rykker godt i musikrødderne.
Det er en veloplagt del af Jazz Galla’erne at man tør satse på anderledes stemmematch og sætte spilleglæden højest – for dermed skaber de et spillevende sceneshow, i stedet for forventeligt traditionelt. Eksempelvis med en overraskelse, hvor Benjamins, Maries og Eranns børn kommer på scenen og leverer en skøn ’Isn’t She Lovely’ – en dejlig bekræftelse af familiesamspil og talentudvikling, der virkelig fryder.
Benjamin Koppel er fantastisk med sin smittende energi og jazzy moves, men denne omgang mangler lidt de skæve bemærkninger og små historier, der giver showet lidt ekstra. Men hans ypperlige saxofon bliver ofte den femte stemme, og en klar dominans i musikken, indimellem som erstatning for Wonders ikoniske mundharmonika. Naturligvis er der også lækre soloer fra Søren Bebes piano og Zoltan Csörz’ trommer, hvorimod Jesper Bodilsens bas fremstår mere anonym.
Det går måske lidt hurtigt indimellem med at få jammet i bund og helt i top, men energien er uforligneligt skøn og smittende. Der bliver endda tid til fællessang med ’La La La La La’, Erann deler gladeligt champagneboblerne med publikum, og den fornemme hyldest slutter festligt og rørende med endnu et signatur-hit, ’That’s what Friends are for.’ Og det er netop sådan det ofte føles til Jazz Galla: Som at feste/fejre med vennerne. Happy Birthday!