pixel

En kort en lang

  • Nørrebro Teater
  • 4.02

Fakta

MUSICAL
5. september – 1. november 2015

Nørrebro Teater, repremiere fra Aalborg Teater

Foto: Ulrik Jantzen

Kærligheden er en fest. I hvert fald i ’En kort en lang’, Hella Joof og Klaus Bondams filmkomedie, der er blevet til teatermusical med endnu mere sjov og ballade.

Vi kender alle festen, der er hamrende skæg og lystig, men går umuligt galt alligevel. Sådan er det med homoparret Jacob og Jørgens kærlighed, der egentlig er på kurs mod den store bryllupsfest. Men inden forstyrres gildet af lagkage med papirlag, paparazzifotos, en pige i sengen, biluheld med hospitalsbesøg til følge, telefonsladder, utætte gummiting, og løgne man kan tude af. Indtil den store festsang, der sørger for at det hele slutter med et, eller flere, knald – og nogen får hinanden i enden!

Den sprøde dialog er blevet ekstra sjofel – oveni det allerede kække fra filmen – ikke mindst i de nye sange af Martin Brygmann. Ingen anden kunne skrive ’Ska’ du ha’ noget mere pik’, og få kan slippe så overbevisende afsted med at kropsliggøre den ultimative scorefyr som Kenneth M. Christensen. Ikke fordi han har den store sangstemme, men han har machocharme i massevis.

Birollerne fungerer bare ret godt, og man bliver i herligt humør af deres åbenhjertighed og livsglæde. En fortræffelig casting, hvor især tre skaber grineflip. Lise Baastrup som bramfri (og velsyngende) lesbisk, der er ligeså glad for uniformer som ultra-homoen, som Nikolaj Bjørn-Andersen pjanker op med hyperaktivitet og glimtende outfits. I den helt modsatte homo-ende er Mikkel Kaastrup-Mathew superkær som mumlende knægt, der bliver hurtigt forelsket. Og hans stemme er SÅ vild, når han synger storhittet ’Vent på mig.’

De moralske tømmermænd, Jacob tumler med, mærker man ikke særskilt meget. Og hans forelskelse i Caroline virker noget løs. Men han er jo også bare en forvildet fyr, der altid har fået hvad han peger på – og mor vogter stadig over ham. Carsten Svendsen er fin-fin i rollen, men bliver også lidt flygtig, fordi han er centrum for alle de modsatrettede følelser – egne og andres – og ikke kan forholde sig til dem alle.

Derimod mærker man Jørgen som Mads Rømer Brolin-Tani gestalter ham i smerte og frustration. En mere moden præstation, der også kommer ærligt til udtryk gennem et par rørende sange, især ’Hvis du går fra mig’. Kun titelsangen – oversat fint fra Lisa Nilssons filmversion – har samme rørende klang, men Amalie Dollerups ellers fine sang drukner desværre lidt i flypanik.

Der er også fuld knald på musikken, og indimellem sniger strygere, guitar og trommer sig op på scenen til at understrege følelser og steder. Hvorfor skøjtebanen i Malmø bliver til big band-glimmer-swing er ikke helt klart, men fornøjeligt er det med rullesko, sygeplejersker og sangen ’Vi flyver’. Men ja, al det lystige og tøjlesløse, gør at man mister noget af alvoren, der trods alt ligger i kærlighedshistorien.

’En kort en lang’, der havde premiere for to år siden på Aalborg Teater og vandt Reumert for Årets Musikteater/Show, er et livsbekræftende show fuld af fryd, flirt og fest. Som filmen er Morten Kirkskovs (der selv spillede homoen Adrian i filmen) og Niclas Bendixens musical en let og veloplagt hyldest til kærlighed og tolerance. En kæmpe omfavnelse af seksualitet i ligeså mange farver som regnbuefamilien – lidt a la ”at spise (lag)kagen og beholde den samtidig.”

Mest læste

seneste
scene

Blodbryllup
5.04

Det Kongelige Teater
Figaros Bryllup
4.02

Operaen
Hvem er bange for Virginia Woolf?
5.04

Teatret ved Sorte Hest
Sort Samvittighed #4
5.04

Betty Nansen Teatret
Gilgamesh
4.02

Sort/Hvid

seneste
film

Lykketræf
4.02

Woody Allen
The Room Next Door
4.02

Pedro Almodóvar
The Substance
5.04

Coralie Fargeat
The Apprentice
3

Ali Abbasi
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling