Chicago

"Og al det jazz..." Sangen er så ikonisk, og som ramme for en af de allerstørste musicals afspejles den evige fest, det konstante behov for opmærksomhed og den endeløse jagt på lykke. Og alt det andet, der følger med - det udefinerbare, det man ikke forventer, det man overraskes af.

’Chicago’-showet er efter mange år med restriktioner - deriblandt black box-scenografi og sexede sorte kostumer - nu fri til nytolkning. Så instruktør Niclas Bendixen, scenograf Benjamin la Cour og kostumedesigner Helle Damgård har skabt en ganske anderledes vibe med sprøde overraskelser i det velturnerede kvindefængsel, hvor mordergangen altid har sydet i et skarpladet mix af sex og satire.

Først og fremmest har Bendixen & co. skruet op for lystspillet, og det er især Sofia Nolsøe, der forløser grinene med formidabel ansigtsmimik og krøllet kropssprog som Roxie, den nyeste morderske på dødsgangen. Først tæt på at overspille det betuttede, men snart får hun udkonkurreret Velma (Amanda Friis Jürgensen) som diva-favorit hos stjerneadvokaten Billy Flynn (Jakob Madsen Kvols), der mingelerer pressen og aldrig har tabt en sag. 

Der er herlige scener med bugtaler-leg og baby-dukkespil, og den pudsige humor fortsætter med Anders Bilberg som den yderst påvirkelige journalist Mary Sunshine og Emil Prenter som Roxies undseelige mand Amos, hvis sigantursang ’Mr. Cellofan’ er ligeså spøjs som den er rørende. Kun Szhirley holder den rå og lettere vampede stil som fængsels-Mama.

Det er kvindernes show - divaer, primadonnaer og drama queens. De oprindeligt mange mandlige dansere med sixpack og sexappeal er skåret ned til tre, og det er også med en vis ironi at de kvindelige dansere springer i herretøjet og supplerer Roxies glimmerdrøm. For de fem kvindelige dansere er forrygende og tæt på at stjæle showet flere gange. De kæmper jo også for at blive frikendt, og det er helt klart showets bedste forførelsesnummer når de - sammen med Velma - svinger sig ind og ud af rammerne med ’Kvindefængslets tango’. "Han bad selv om det!" erklærer de ovenpå deres mordballader.

Kostumerne er helt anderledes end den ikoniske sorte linje, og Helle Damgårds design og styling giver 1920ernes jazz og charleston mere farve, glimmer, flæser, fjer og pels. Selv det skønne orkester er med på kostumeløjerne, når de i det meste af showet stiller op i politiuniformer, samt i den store finale topper det med hvide officeruniformer. 

Scenografien er stadig til den dunkle side, men Benjamin la Cour har som altid skabt et dynamisk rum, hvor stemningen skifter med et kulørt og glimtende lysdesign. Her er store, mobile vægrammer sammensat af forskellige rektangulære rammer, som de medvirkende bevæger sig ind og ud af. Ligeledes er trappekonstruktionerne mobile, og på forscenen kører to underetager op, blandt andet med det swingende orkester.

Musikken og dansen er en historie for sig, og ’Chicago’ vil altid være indbegrebet af Bob Fosses forrygende koreografiske mix af hot og cool, sexet og rå, forrygende og forrykt.. "og al det jazz". Satiren var mere skarp og provokerende engang, her er den mere fjollet og tenderende til ynk, men pointen er den samme: Det evindelige opmærksomhedsbehov og det manipulerede mediebillede - eskaleret med hints til vores SoMe-nutid. Personligt foretrækker jeg det hotte fremfor det humoristiske, men dette show er aldeles gennemført og charmerende i sin helt unikke vaudeville-vibe med moderne touch.