Som i Himlen

Nogen gange, så er den der bare. Bam! Og man rammes af en mavepuster af glade, flagrende sommerfugle lige midt i solar plexus. Det er en sjælden følelse. Men den er der med ’Som i Himlen’ denne juniaften under CPH Stage.

Hans Rønne og Victor Marcussen har omdannet den svenske filmperle ’Så som i Himmelen’ til en ligeså strålende teaterperle. Kay Pollaks Oscar-nominerede film fra 2003 fortæller historien om den verdensberømte dirigent, der vender hjem til sin provinshjemby for at finde ro. Men ro er lige nøjagtigt, hvad han ikke finder. Han savner musikken og fristes hurtigt til at kaste sig ud i at lede det lokale kirkekor.

Som en slags musikkens svar på den frisættende, fandenivoldske lærer John Keating fra ’Døde poeters klub’ får dirigenten Daniel Daréus (Victor Marcussen) korets medlemmer til at give slip og åbne sig for musikken. Han vinder deres hjerter og langsomt breder den løsslupne stemning sig fra korlokalet og ud i byen, ind i stuerne og ægteskaberne. Men ikke alle ser med milde øjne på den nye korleder – og en række dramatiske hændelser bliver den uundgåelige konsekvens.

Det er en fryd at opleve så mange medvirkende på scenen. Hele 12 styks. Hver og én gør de så fremragende en præstation, at det er umuligt at nævne nogen, der skiller sig ud. Med varme og alvor står de der og lukker os ind i deres helt almindelige, men dødsinteressante tilværelse.

Hvordan skildrer man almindelige mennesker? Og hvordan gør man det, når de hedder Olga og Arne og går med haglgevær og hængerøv i fløjlsbukserne? Og taler med et lixtal lavere end artiklerne i BT? Uden i ét eneste sekund at gøre grin? Det er en hamrende svær disciplin. Men ikke desto mindre en disciplin, som mestres til fingerspidserne af alle i og omkring ’Som i Himlen’. Selv rollen som den handikappede unge mand Thor (Daniel Bevensee) spilles med allerstørste troværdighed.

Og det betyder ikke, at der ikke bliver leet. Snarere tværtimod! Når kortimen for tredje gang afbrydes af maler Arne (Anders Valentinus Dam) – ”for nu summer det sgu i lommen igen” og ”så skal du bruge en grunder”. Eller når dvaske, tunghøre Sigfrid (Uffe Kristensen) falder i søvn midt i afslapningsøvelsen. Hele koret falder om af grin – og ligeså gør publikum.

Tilsvarende gyser vi af fryd og krydser i al hemmelighed fingre under stolesædet, så snart vi fornemmer de varme følelser for korleder Daniel, der vokser i den unge, bramfrie Lene (Josephine Park).

Vi er alle gjort af drømme og længsler, kærlighed, fristelser, frygt og jalousi. Det er dét, der bringer os sammen. Og det er lige netop den følelse af skæbnefællesskab med gud og hvermand, som er en af kunsten og kulturlivets allerfineste opgaver at fremmane.

’Som i Himlen’ er sådan set ikke andet end en håndfuld levede liv kastet ind på et scenegulv. Ikke så mange dikkedarer. Måske er det derfor, det rør os sådan. For vi er heller ikke andet end en håndfuld levede liv kastet ind på stolerækkerne denne juniaften i København.

Denne Reumert-nominerede forestilling vibrerer af håb og livsoptimisme. Den rammer os, og den rammer plet.