Muleum

Hvordan skal det udtales? Og hvad betyder ”muleum” i det hele taget? Titlen giver ikke meget væk, med mindre man allerede kender Erlend Loes historie, men det skal man bestemt ikke lade sig skræmme af. Muleum er blot en barnlig udtale af ”museum” – et ord, der betyder noget særligt for aftenens hovedperson, Julie. 

Marie Mondrup spiller 18-årige Julie, hvis familie er styrtet ned med et fly i Afrika. Og hun gør det suverænt. Efter familiens styrt er Julie selv havnet i et virkelig sort hul. Med en blanding af ungdommelig naivitet og direkthed viser Mondrup os, hvordan en selvmordstruets logik fungerer. 

’Muleum’ er fuld af galgenhumor og selv ikke i de mørkeste passager overgiver monologen sig til sortsyn eller apati. Julie vil noget, og hun har ikke ondt af sig selv. Først og fremmest vil hun dø, og vi hører gennem hendes hudløst ærlige dagbog, hvordan først det ene selvmorsforsøg, så det andet, mislykkes. Først er der elastik i rebet, som hun vil hænge sig i; siden har hønsene i Rumænien slet ikke fugleinfluenza. Situationerne er bizarre, og selvom latteren runger i salen, bliver Julie ikke udstillet. 

Forestillingen gør ikke grin med sorg og smerte, eller med dét at ønske sig selv død, den tager omvendt, præcis som Erlend Loes roman, emnet på sig og fremstiller det så sandt og uden omsvøb som muligt. Meget har det selvfølgelig at sige, at Julie gennem forestillingen gemmer på en utvivlsom livsgnist – også når hun ikke selv ved af det – og at livet vinder til sidst. 

Julies skarpe udtalelser om alle dem, der har medlidenhed med hende, er en forfriskende stemme. De mener, at Julie skal komme lidt mere ud, og at hun skulle få sig en hund. Det hænger hende langt ud af halsen. For hvad nu hvis man bare gerne vil have lov at være vred, ukonstruktiv og pisse ked af det? Hvad hvis man ikke gider skulle sige tak for julegaver og søde sms’er, fordi livet er så ondt, at det føles som en hån at sige tak for noget som helst? 

Mondrup viser samtidig også, i Hans Rønnes overbevisende instruktion, sprækker til vanviddet og desperationen. Hun råber, græder, raser og putter sig længere og længere ned under den kæmpedyne, der udgør forestillingens eneste rekvisit. Men desperationen får ikke lov at fylde det hele eller at trække Julies viljestyrke og fortumlede energi ud af fortællingen. 

Teatrets ’Muleum’ er et stærkt stykke sårbart teater over et supergodt bogforlæg, som kan anbefales til unge såvel som voksne.