Monster

En grovtudseende kvinde med fedtet hår og cowboyvest står ansigt til ansigt med os i en enkelt, kølig lyskegle. Et manisk blik fra hende spejder hvileløst ud over publikum. En munter opremsning af hendes inderste drømme værner om, at der under den hårde facade findes en lyst til at lykkes. Et håb.   Dette skulle være begyndelsen på en historie om et monster. Eller blot et menneske? 

Trailertøsen Aileen Wuornos (Lise Baastrup) har besluttet sig for at begå selvmord og skal derfor ud og brænde de sidste fem dollars af, hun har tjent på at give et blowjob. For hvis ikke hun får brugt de sidste fem dollars, var ydelsen jo gratis, og derfor skal pengene død og pine spenderes inden den skæbnesvangre afgang. 

Den noget mere privilegerede Tyria Moore (Marie Tourell Søderberg) bliver fuldstændig oplsugt af Wuornos, den nat de tilfældigt møder hinanden. Netop dette møde udskyder Wuornos’ selvmord og bliver starten på en kærligheds-hellride af dimensioner.

Jon Lange og Josephine Park spiller skiftende karakterer i Wuornos og Moores liv. De forsøger begge at skabe et billede af den tilværelse, som de to kvinder forsøger at flygte fra. Til tider kan karaktererne blive en smule karikerede og fornemmes mere som fyld, end vigtige personer for vores hovedkarakterer.   

Imens livet rulles ud, drab finder sted, lykkerus og dovne dage flintrer afsted, spiller Rosa Lux soundtracket til de to kvinders liv. Det er både stemningsfuldt og intenst med så tilstedeværende musik og er en god forlængelse af kvindernes indre følelsesliv. 

Historien om seriemorderen Aileen Wuornos er blevet fortalt før. Først og fremmest i 2003, hvor både dokumentaren ‘Aileen: Life and Death of a Serial Killer’ og spillefilmen ‘Monster’ fik stor omtale. Historien her har altså en fortid på det store lærred, og derfor har Eventministeriet med rette samarbejdet med filmfestivalen CPH PIX om at sætte forestillingen op i Skuespilhuset. 

Baastrup og Søderberg komplimenterer hinanden virkelig fint – Søderberg med sin sødmefulde charme og Baastrup med sit eminente talent for humoristisk timing og nærvær. Til trods for Wuornos’ vanvittige handlinger, bliver det alle bevist at der findes et menneske under den barske fernis.

Charlize Theron vandt en bunke priser, blandt andet en Oscar, som Aileen Wuornos. Theron foretog en metamorfose fra skønhed til trailertrash og beviste at hun kunne mere end de typiske Hollywood-happy-endings. Derfor har Lise Baastrup altså noget at leve op til. Og det gør hun! 

Til trods for nogle gode præstationer, synes jeg selve historiefortællingen godt kunne tåle mere dybde og indsigt i Wuornos. Det bliver en ganske lineær fortælling, hvor jeg nogle gange savner noget mere indblik i den fortid, der er årsagen til hendes handlinger som voksen kvinde. Når en historie skal fortælles igen, må den gerne kunne noget mere, end de første gange den er blevet fortalt. Den skal have sit eget liv. Og desværre lykkedes Eventministeriets/Anders Lundorphs version af ’Monster’ ikke i at blive helt sin egen.