Poppeas kroning

Så ubestrideligt som kejser Neros tyranni: Årets operatalent Morten Grove Frandsen er totalt forrygende og fremragende. Helt selvklart er kontratenoren midtpunktet i Operaakademiets afgangsforestilling, men 2016 er en god årgang med flere lovende operastemmer.

Claudio Monteverdis barokopera ‘Poppeas kroning’ er en klassisk historie om magt og begær, og en af de første operaer baseret på virkelige personer og begivenheder. Selvfølgelig fortolket så herskesygen og lidenskaben har ligevægt, og dødstallet når ligeså højt som Neros arier. Desuden tilsat guddommelig hjælp fra Amor og Fortuna, efter Virtù hurtigt er sat af. Dyd kan ikke betale sig her.

At gøre Amor til ’Grease’-agtig læderhals synes sært, imens Fortuna holder stilen i leopardprint, og Virtù i køligt blåt. Men ellers holder 1950’er-stylingen med jakkesæt til mændene samt pencilskirt og opsat hår til kvinderne. ’Mad Men’-inspireret, så vi kan mærke aktualiteten helt op i vor tid. Enkelt tænkt og vellykket udført af instruktør Ashley Dean.

Ligeledes den enkle scenografi, der giver plads til stemmer og musik – og ikke mindst den vidunderlige libretto af Giovanni Francesco Busenello. Guldkorn som ”den der er født uheldig, kan ikke bebrejde andre” og ”så jeg altid, fortabt i dig, genfinder mig selv i dig” er jo ren fryd. Der er saft og kraft i Busenello, som sjældent bliver for sentimental.

Der er ellers nok kærlighedsaffærer at sukke over, når Amor skal påvise sit overtag. Især Ottone er ulykkeligt ramt, for selvom han erklærer sin kærlighed til Drusilla, så er hans hjerte fyldt af Poppea, der begærer Nero og hans kejserkrone. Hastigt hober voldintriger og mordplaner sig op.

Det er dejligt at se hvor meget de unge operatalenter gør ud af det dramatiske udtryk, der er virkelig nærkontakt og vellykket fysisk udfoldelse over hele linjen. Sara Madeleine Swietlicki (kejserinden) imponerer med en stærk, fyldig sopran; Lucas Bruun de Neergaard (Ottone) er en god varieret baryton; og Signe Sneh Schreiber (Poppea), der på grund af infektion i halsen blev ganske sotto voce, har stort udviklingspotentiale med sin fine lyriske sopran.

Men den største fascination og begejstring tilflyder Morten Grove Frandsen, der er vidunderligt vild og vovet som den berygtede kejsertyran. Han fremstiller Nero som en ægte drama king med et storhedsvanvid kun få kan matche. Allerede en favoritpræstation af de helt skarpe.

Grove Frandsen er Operaakademiets første kontratenor, og han har allerede haft markante roller: I hans fars operaopsætning af Ibsens ’Et dukkehjem’, og i den råmoderne ’Leaves’ på sidste sommers Copenhagen Opera Festival, hvor han blev udnævnt til Årets Unge Operatalent.

Han bør blive den danske operascenes nye stjerne! Man kan kun håbe stort på at scenedirektører og -instruktører tør springe ud i eksperimenter med denne fantastiske kontratenor – i stedet for at tænke i de begrænsninger, der ofte omslutter dette stemmeleje. Til sin solokoncert under operafestivalen beviste Grove Frandsen på alle måder at han kan og tør så meget mere end de klassiske kastratpartier.