Silent Zone

Stillezoner og stilletoner. Det er med knuget hjerte man oplever Louise Alenius' nykomponerede opera, hvis kølige og klare mol-frekvenser skaber en formidabel forstemt sindstilstand i familiehuset tynget af overgreb. 

Det traditionelle hvidkvalte familiehus i kasseform står som en statisk installation midt i Understationen, en gammel transformerstation ved Østre Gasværk, der (næsten) kun har sine rå vægge tilbage. I spændfeltet mellem de tårnhøje, kolde mure og det hvide parcelmareridt går publikum rundt og søger klarhed over tragedien, der har skabt adskillige stillezoner og stivnede familiemedlemmer. 

Stemningsmæssigt fungerer det rigtig godt, men handlingsmæssigt undgår man ikke at misse detaljer via vandrekonceptet. Og selvom lyden er grandios, kan det være svært at høre sangteksterne. Heldigvis er mange citater skrevet på vægge og interiør, så man kan samle dele af den grumme helhed. Så som:  ”Mother, I tried to tell you something, just could not shape the sounds of words.”

Det er datterens ord, og hun er hårdest ramt, så som voksen (Ying-Hsueh Chen) har hun overgivet sin stemme til slagtøj og tumler rundt i kanindragt. Sønnen (Morten Grove Frandsen) kæmper endnu engang med at forløse den fortiede fortid – som afbildes i flashbacks med non-verbale karakterer – imens moderen (Gitta-Maria Sjøberg) fortrænger faderens incestuøse gerninger (Sten Byriel). 

Der er ikke meget af instruktør Tue Bierings normalt karakteristisk syrede stil, og indimellem synes en vis inkongruens mellem de nutidige og de fortidige personer, ligesom forholdet mellem levende og døde forbliver uklart. Men følelsesløsheden trænger igennem ligeså stærkt som desperationen i den konstante trancetilstand, som karakterer og musik smelter vellykket sammen.

Den rekviemagtige messen er fremragende, men ’Silent Zone’ er ikke helt så avantgarde som man kunne drømme om. Måske fordi værket har sit udspring i sidste års minisessions for terminalpatienter. Nogle vil sikkert være udfordret af den klirrende mol og de dominerende høje arietoner, men det er fortrinligt smukt udført. Særligt det store midterstykke om “One Saturday when you were out, my sister, she kept the light on…” 

Kontratenor Morten Grove Frandsen rammer som altid de høje toner eminent, så hele spændingsrummet dirrer, og man forventer at murbrokkerne kan revne hvert sekund. Sten Byriel er grum med sin dybe basbaryton, især når han synger: ”It is all about strength. How tight the muscles are when we turn out the light.” 

Generelt halter ordene lidt efter den smukke musik – violin, bratsch, cello, kontrabas og klaver – men Alenius kan absolut være stolt af sin operadebut. Personligt savner jeg dog lidt variation i klang og temperament. Kun en enkelt heftig slagsektion bryder kortvarigt igennem, men så er stilletonerne tilbage, trods en handlingsmæssig afslutning, der sagtens kunne bære mere kraft. Dermed bliver det lidt for tvetydigt hvad endemålet i stillezonen er. Ærgerligt, når nu musikken har opbygget stemningen så knugende flot.