The Phantom of the Opera

Med lang kappe, den hvide signaturmaske og storladen orgelmusik er Opera-Fantomet her igen. Han stiger ud gennem spejlet i en sky af røg og drama, præcis som han gjorde på samme scene for ti år siden. I mellemtiden var han forbi med den svære 2’er’ Love Never Dies’, som Det Ny Teater som blot det tredje teater i verden, opsatte til stor ros og fugtige øjne.

Fantomet har dog været her hele tiden, skjult bag loftbjælkerne, i teaterkælderen eller andetsteds. I hvert fald er hans tilstedeværelse konstant, og som den længstspillende musical på Broadway er Andrew Lloyd Webbers musical fra 1986 måske den mest legendariske – også i Danmark.

Men hvad gør ’The Phantom of the Opera’ til noget særligt? Måske balancen mellem kærligheden og uhyggen? De melodiske ørehængere i den pompøst scenograferede meta-musical? Eller længslen efter La Belle Époque, og tiden hvor Europa stod på tærsklen til moderniteten, mellem fantomer og ny teknologi og fremdrift? Sidstnævnte skildres klart mellem stearinlysene i Fantomets grotte, og de elektriske lys der installeres i den store lysekrone efter Fantomet lader den falde, da teatrets nye direktion nægter at følge hans ordrer.

Fantomet er en dragende karakter. Et misforstået misfoster og multigeni; illusionist, komponist og arkitekt. Musikkens engel og ondsindet monster. Tomas Ambt Kofod understøtter enestående det kærlige og skræmmende i sin røst. Han kender efterhånden universet, da han ligeledes spillede antihelten i ’Love Never Dies’, mens han stod på den anden side af den kvindelige hovedrolle Christine Daaé, da hun for ti år siden skulle vælge mellem Fantomet og Grev Raoul. Rollen som Raoul er nu gået videre til den talentfulde Christian Lund.

En anden stoledans er hos Louise Fribo, der senest brillerede som den unge sopran Christine, og nu er den ufrivilligt komiske primadonna Carlotta. Den ene halvdel af direktionen, Monsieur Firmin er den eneste genganger fra 2008-opsætningen. Han og Sebastian Harris (Monsieur André) er et skønt comic relief i det tunge melodrama, mens den vokaltunge rolle som Christine får et frisk pust af tre yngre solister, der på skift udfordres til at leve op til publikums forventninger. Til premieren lykkedes det stort for Reumert-præmierede Sibylle Glosted.

Det er umuligt at uddele alle de velfortjente roser i så stor en produktion med over hundrede medvirkende på og bag scenen. Det hele kørte på skinner. Og dog. 

Under den tredje af 28 scener fejlede teknikken. Måske var det Fantomets forbandelse. Eller måske lider musicalen af en smule metaltræthed efter 30 års uendelige genopsætninger på samme gamle opskrift og en ti år gammel scenografi fundet frem fra gemmerne. Så omend storslået og fænomenal, er musicalen dette; en gentagelse.