Love Never Dies

Pompøst, overdådigt og overvældende. Andrew Lloyd Webber har gjort det igen. Skabt et gigantstort nummer ud af en lillebitte historie.

Fantomet er tilbage – med sin dunkle kærlighedslængsel og sine forføreriske musiknoder. Men uden den magiske mystik, som gjorde ’The Phantom of the Opera’ til verdens største musical.

Det nye miljø er ellers godt tænkt: Forlystelsesparken Coney Island, hvor fryd og frygt mikses. Her har Fantomet fundet sig til rette mellem freaks og artister, der udfolder deres (samt Fantomets og Lloyd Webbers)forvildede sjæle gennem klovnerier, nymfevariete og jalousidrama. Men desværre bliver det kun til ægte freakshow en enkelt gang, i forestillingens visuelt flotteste og musikalsk sejeste scene, ’Den skønhed der er gemt’.

Fantomets evige længsel efter Christine er intensiveret gennem 10 år, og nu har han endelig fået lokket sin tidligere muse til New York. Men hun har sin mand og søn med. En søn, der kan spille nattens musik og i øvrigt ikke er bange for den maskerede fremmede, der vil have hans mor til at synge arien ’Kærlighed ser’.

Denne arie er muligvis den ypperste sangpræstation leveret i år på en dansk scene, og Louise Fribo brillerer med al sin imponerende stemmepragt – fra engleblidt til divastærkt. Fribo er strålende parret med Tomas Ambt Kofod og Christian Berg som Fantomet og hendes mand. De har store stjernestunder i hver deres aktåbning, og en skøn rivaliserende duet, ’Fanden ta’r den sidste’.

Resten af sangpotpourriet er klassisk Lloyd Webber-overkill, og man keder sig over ensartede buldretoner, jammerlige tekster og genklang fra andre musicals. Der mærker man manipulationen. For selvom Det Ny Teater har fået lov at ændre lidt i den oprindelige version (der skuffede i både London og New York), så er Lloyd Webber-spektaklet aldeles intakt. Han er musicalens mestermanipulator, og målet er storladent og sentimentalt.

Allermest imponerende er scenografi og kostumer, og når musikken lykkes, er den berusende. Men historien er vag og klichepræget. En ekstremt naiv præmis og en skvattet afslutning får sentimentaliteten til at kamme over. Der mangler fristelser, forførelse, mystik, magi... ikke engang ondskab er der nok af.

Ingen kan som Andrew Lloyd Webber insistere på, at klicheer fungerer. Kærligheden, der aldrig dør, er en af de største. Og den fungerer for rigtig mange tusinde mennesker, der blev forført af ’The Phantom of the Opera’ og nu må se efterfølgeren ’Love Never Dies’.

Var den første verdens største musicalshow, er den næste verdens største klicheshow. Og det er kærligt ment!