Peter Grimes

Masser, tyngder og dybder. Alt er i stærk symbiose her - musik, scenografi og karakterer spiller sammen til en nervepirrende fortælling om fordømmelse og forfølgelse. Med et ubændigt hav som det bærende element, der ligesom en mistroisk befolkning truer titelkarakterens eksistens og driver ham på randen af vanvid.

Som det hav og den engelske fiskerby, hvor komponisten Benjamin Britten voksede op - og savnede da han sammen med sin livspartner, tenoren Peter Pears var i eksil (som militærnægtere og homoseksuelle) i Californien under 2.Verdenskrig. Der fandt Britten identifikation og inspiration i George Crabbes 1810-digt ’The Borough’ og skrev sin første succesopera ’Peter Grimes’ - med premiere i London lige efter krigen, og på Det Kongelige Teater et par år efter.

Krigens efterdønninger af massemanipulation og forfølgelse står skarpt sammen med den ustabile skæbne fiskere lever med, når de er afhængige af havet. Peter Grimes (Niels Jørgen Riis) er frikendt efter at have mistet en lærling på havet, men landsbyfolket fryser ham ude i mistro, selv når hele fiskerlejet er tæt på at blive splittet ad af en heftig storm. Alligevel udfordrer han skæbnen ved at skaffe sig en ny dreng fra fattiggården, med hjælp fra en af sine få støtter, lærerinden Ellen Orford (Sine Bundgaard). Kvinden han håber at gifte sig med, hvis han kan få den store fangst og derpåfølgende respekt.

David Radoks opsætning er fra 1993, men stadig forrygende flot og aktuel. 1.akt er flintrende formidabel med spillevende detaljer, imponerende dramatisk variation i musik og sang, samt medrivende karakterskildringer. Helt fænomenalt er koret, hvis synergi og symbolik fuldender hver en scene. Deres individuelle bevægmønstre skaber konstant liv på scenen, og den enkle, stemningsmættede scenografi af Tazeena Firth skifter fra filmiske montager til maleriske stilleben. 

Havet kan bringe både lykke og ulykke, og forestillingen er gennemført knugende med fokus på havets magt. Musikken er havet, folket er havet - og alt flyder sammen i masser, tyngder og dybder. Koret er et forrygende menneskehav og fra orkestergraven flyder toner så smukke og så uhyggelige til en bølgende vandmasse af fryd.

Ganske unikt og særdeles gribende er det når stemmerne indimellem får ekstraordinær fokus i a cappella. Især den første ’kærlighedsduet’ mellem Peter og Ellen, hvor operaens andet store tema, enspænderen, står tydeligt. De starter med at synge i hver deres tonelejer, men finder gradvist sammen i ens toner og ord, som den tilbagevendende replik "Your voice, out of the pain, is like a hand that I can feel, and know: Here is a friend.” 

Som hovedkaraktererne er Niels Jørgen Riis og Sine Bundgaard fremragende, og de understøttes af bemærkelsesværdige præstationer af blandt andre Gert Henning-Jensen, Hanne Fischer, Morten Staugaard og Jens Søndergaard. Biroller, som glider ind og ud af det fantastiske kor og skaber en fantastisk helhed sammen med den dybt inciterende og vildt dramatiske musik, ofte helt som filmmusik i sin fortællende form.

’Peter Grimes’ er et moderne, anderledes og overraskende operaværk, der skaber spænding og uhygge som de færreste af klassikerne. Man undgår ikke massernes påvirkning - gennem havdyb, folkehob, tungtoner - og bliver momentvis i tvivl om Grimes’ hensigter og bedrifter. Spænding bliver til frygt, og det er præcis hvad grundsatsen er: Frygten for det anderledes, og straffen for at være enspænder.  Slutningens rygte-replik og affærdigende ro bekræfter det: Havet er ubarmhjertigt - men ligeså kan mennesket være. Som Britten sagde om sit værk: "The more vicious the society, the more vicious the individual."