La Traviata

Champagnen flyder atter, og den vildførte kurtisane trækker igen de enorme gardiner fra til den ødsle fest overfor den smertende kærlighed og alt for tidlige død.

Endnu en repremiere på David Radoks ’La Traviata’ bekræfter den tidløse elegance og det ultimative kærlighedsdrama, kvor de fænomenale kompositioner virkelig får plads i det store, enkle rum. Indimellem måske lidt for meget fysisk stilstand i forhold til de glødende italienske følelser. 

Men Verdis toner er ikke nemme, især ikke hovedpartiets, og armenske Anush Hovhannisyan er yderst rørende i flere lag af sin imponerende sopranstemme. Fra helt sagte ord til tindrende koloraturer. 

Samspillet med Matteo Lippi (Alfredo) og Palle Knudsen (faderen) veksler mellem liv og død, og de mange stærke herresoloer får flot fokus. Ikke mindst fordi manden på dirigentpodiet, Sesto Quatrini, rammer en fantastisk afstemning mellem orkester og solister, så man virkelig får lov at høre de flotte stemmer og den smukke libretto, men samtidig mærker og nyder musikkens nuancer. 

--------------------------------------

Den mest tragiske af alle kurtisaner er hende, der er spaltet i tusindvis fra Alexandre Dumas’ skandaleroman ’Kameliadamen’, baseret på hans forelskelse i pariser-kurtisanen Marie Duplessis. Som Violetta i ’La Traviata’, der ubestrideligt er en af de største operaer udi tårepotentiale. 

Forestillingens succes er derfor helt afhængig af denne kvindekarakters fremtoning. Fordi handlingen er så såre simpel, og udelukkende samler sig om denne kvindes følelsesliv, da hun for første gang bliver oprigtigt forelsket i en mand, som elsker hende ubetinget, trods hendes fortid. Et liv i fest og luksus, men som vildført og falden kvinde – som titlen hentyder til.

Da denne opsætning af David Radok havde premiere i 2006, fejede Anne Margrethe Dahl benene væk under alle, med vidunderligt nærvær og melodramatiske koloraturer. Til repremieren i år opnår græske Myrtò Papatanasiu ikke samme sikkerhed, men hendes tolkning får flere tårer til at trille. Hendes spinkle krop excellerer i adskillige gribende udtryk, og de hjerteskærende koloraturer – lidt skarpe i højden – afspejler den sygdom, der er mindst ligeså ulykkelig som hendes kærlighedshistorie. Helt enestående i de to pianissimo-øjeblikke i slutningen af første akt og i starten af sidste akt.

Samspillet med Peter Lodahl som Alfredo har både sanselighed og smerte nok til at rykke i tårekanalerne, og deres duetter er mindeværdige momenter af ægte opera l’amore. Nogen vil mene at det ikke er Lodahls stærkeste og mest varierede præstation, men jeg elsker hans altid glødende charme og taktfølelse. Overfor ham er det en pine at se den stivnede, græske Dimitris Tiliakos som Alfredos fader, der bliver helt aggressiv hvor han faktisk skal støtte sin søn gennem hjertekvalen. Heller ikke hans barytonklang rør noget i mig, og ofte synes han at mangle luft til at udtrykke sig. Ekstremt forpurrende for det udtryk af lidenskab, der er så væsentlig i ’La Traviata’.

Heldigvis er musikken så skøn og medrivende, at man kan lukke øjnene og flyde ind i den. Eller nyde det unge italienske talent Giacomo Sagripantis passionerede – og alligevel velafbalancerede – orkesterledelse, der bekræfter hvorfor dette Verdi-værk kaldes en champagneopera. Så frisk, elegant og boblende som i den velkendte brindisi ’Libiamo ne’ lieti calici’ føler man sig småberuset, og når begæret overtager i den løsslupne sigøjner/matador-fest glemmer man næsten Violettas fortvivlede skæbne. 

Det forsøger hun også selv, og Lars-Åke Thessmans melankolske scenografi af tidløs dekadence understøtter hendes sindstilstand med enkle midler. Kæmpevinduer, hvis udsigt skifter fra Paris’ natteliv, over strandens højvande, til dystre husfacader. Billeder på den indskrænkende verden, der virker højloftet men nærmer sig afgrunden som en skygge af festivitassen. Præcis som den tragiske kurtisane.