Turandot

Ingen sover! En af operahistoriens mest elskede arier er ’Nessun Dorma’, og det er et af de få velfungerende træk i denne opsætning af Puccinis sidste opera ’Turandot’. Et mærkeligt værk gennemsyret af følelseskulde, voldsgåder og tenderende hysteri, forstærket af ufærdige motiver.

Titelkarakteren er den iskolde kinesiske kejserdatter (Ann Petersen), der ikke vil ejes af nogen, og derfor stiller tre umulige gåder, der får bejlernes blod til at flyde, når de fejler. Men så kommer en ukendt prins (Sung Kyu Park) og løser dem alle med hjertevarme, der åbenbart kan smelte enhver stærk kvinde. I hvert fald bærer også en anden kvinde Liù (Sine Bundgaard) hans kærlighed, og hun har løsningen på den gåde han stiller Turandot, som så beordrer Peking-folket at ingen må sove.

Den italienske maestro døde inden han fandt løsningen på gåden om Turandot, der ifølge noter skulle udvikle sig fra hævndrevet pige til forelsket kvinde. Men sideløbende med en frigid Turandot, blænder Liù op for følelserne i tekst og musik, hvor Puccini-stykket så slutter. Mesterens elev Alfano fik opgaven at samle en slutning efter noterne, men det sentimentale udfald er aldrig rigtigt blevet anerkendt, og denne opsætning har også skrottet den.

Det er dog stadig ingen optimal løsning, og den schweiziske instruktør Lorenzo Fioronis tolkning – fra Deutsche Oper i Berlin 2014 – udløser nye spørgsmål og problematikker om masseselvmord, enhjørninger og en utydelig s/h-videoprojektion. Mysterier fra et eksotisk land, men det ender altså ret meningsløst, hvilket aldrig har været Puccinis hensigt. 

Generelt bruges der for lidt tid på det med mening, og for meget på det uden mening eller udvikling. Eksempelvis de tre commedia dell’arte-inspirerede figurer Ping (Palle Knudsen), Pang (Gert Henning-Jensen) og Pong (Jens Christian Tvillum), hvis fælles mindesekvens er alt for lang og gabagtig – selvom man har peppet dem op i klovnesuit og dermed tilspidset skræmmefaktoren. Men hvorfor bliver Pang pludselig udklædt som (klovne)pige i strut-tutu?

’Turandot’ har sin oprindelse i et persisk eventyr fra 1197, hvor prinsessen var russisk. Med Puccinis asiatiske fascination rykkede fablen til Kina, og i denne moderne form af voldsforskruet, militaristisk stil er persontegningerne karikerede eller overdrevne. Eventyret er kørt gennem den psykoanalytiske kliche og spyttet ud igen med lækre manga-animationer, som også er mere voldelige end drømmende.

Musikken farer også lidt vild i volden, men mestendels genkender man Puccinis grundromantiske noder, der her er blendet med asiatiske toner. Ensemblet leverer fine stemmer, men ingen storpræstationer. Man rives ikke med af følelserne så meget som vanligt i opera. Ann Petersen er lidt skarp i Turandots koldsind, Sung Kyu Parks bløde tenor rammer ’Nessun Dorma’ udmærket, men er for kortvarig til at skabe rigtig glød og triumf i det ellers så kraftfulde ”vincerò”. Bedst er Sine Bundgaard som Liù, hvis arier har mere følelse, der mærkes, og hun har mere karakteristisk Puccini-dybde.

Men hvorfor er der overhovedet kærlighed i dette trekløver? De matcher på ingen måde hinanden ud fra den historie, der fortælles. Deres korte møder virker uforklarlige følelsesmæssigt, og de afsluttende ofringer ligeså. Selvfølgelig er operadrama ofte overdramatiseret, men det her er mere hysterisk end vanligt. Fioroni nævner selv massehysteri for korets rolle, og det er meget rammende – for det er voldflot og kraftfuldt, men også indimellem på grænsen til vanvid. Men ingen sover her, det er sikkert! Dertil er Turandot og hendes klovne for frygtindgydende.