Tosca

"Aldrig var Tosca bedre på scenen..." synger de igen i Operaen. Og det føles faktisk sådan - den italienske sopran Maria Pia Piscitelli er igen Tosca, mere temperamentsfuld og rørende end før - ikke mindst i toparien ’Vissi d’arte’, ligesom tredje akts genforening med Cavaradossi er vidunderligt dramatisk. 

Niels Jørgen Riis brillerer også med overskud som Cavaradossi, fra første arie ’Recondita armonia’ og især  med den sanseligt smukke ’E Lucevan le stelle’, som man bare har lyst til at høre meget mere af.
Derimod kunne man ønske sig en tungere karakter som Scarpia end Jens Søndergaard, der synger udmærket, men han er mere vred end farlig, og ondsindet er Scarpias største drivkraft.  

Men passionen lever og leverer frem for alt, og musik, sang og stemning lever videre i kroppen - som en stor opera gør. Peter Langdals opsætning fra 2006 er blevet en klassiker i sig selv, og den kan opleves igen og igen. For undertegnede er det 4.gang, og stadig en stor nydelse.

----------------------

Den vidunderligt temperamentsfulde Tosca regerer igen i Operaen, nu med med den italienske sopran Maria Pia Piscitelli som Puccinis stærkeste kvindekarakter. Piscitelli skal lige varmes op til den store passion, men i anden akts blodrøde magtkamp med Scarpia flyder de modstridende følelser fornemt – ikke mindst i toparien ’Vissi d’arte’ – og tredje akts genforening med Cavaradossi er glødende.

Niels Jørgen Riis har fået styr på sin Cavaradossi og fuld følelse på stemmen, der imponerer allerede fra første arie ’Recondita armonia’ og peeker eminent med den sanselige ’E Lucevan le stelle’. David Kempster (alternerende med Jens Søndergaard) er udmærket som Scarpia, men der mangler topnoter af det dominante, begærlige og onde, essensen af hans drivkraft.  

Igen fejer den sublime scenografi og stemning benene væk under os, og musikken sætter sig i krop og sjæl med en excellent variation af blidt og bragende, fagert og farligt, og frem for alt passioneret.

--------------------------------

De knaldøde farver og de eksalterede noder brager i nærvær af Floria Tosca, så ingen kan være i tvivl om, at hun er Puccinis mest passionerede hovedkarakter. Hun lever og ånder drama, som hun ofte selv skaber.

Jalousien er hendes pragtfulde entre, der ikke bare viser hendes blussende kærlighed til maleren Cavaradossi, men også et talent og en vane for at få sin vilje. Cavaradossi har i sit nye Magdalene-maleri mikset to skønheder, en lys og en mørk, men Tosca plager ham om at gøre de blå øjne mørke som hendes. Som han argumenterer kærligt og bekræftende i den første blændende duet ’Qual'occhio al mondo’ – og alligevel får hun overtaget.

Straffen kommer prompte, da politichef Scarpia gentænder hendes jalousi med dobbeltskumle bagtanker: Hun skal afsløre Cavaradossis medvirken i en fangeflugt, eller overgive sig seksuelt til Scarpia for sin elskedes frihed. Det er ærkeondt at høre Scarpias brøl om at sejr smager ham dobbelt når den er vundet i vold, og fra det øjeblik slipper tragedien aldrig Tosca.

Den hjerteskærende arie ’Vissi d’arte’ er Toscas hjerteblod, og Ylva Kihlberg intonerer den i sublime høje og lange toner. Hun har den helt rette attitude til Tosca, det manipulerende og handlekraftige blandet med en vis naivitet, når affærerne ikke går så nemt som forventet. Tosca er skuespiller og sanger, og dermed en kvinde skabt til og af drama. Evner som hun stolt stiller til skue – i førnævnte arie, i dødskysset til Scarpia, og da hun instruerer Cavaradossi i hans dødsscene.

Essensen her er trekantsdramaet, og det er Kihlbergs Tosca, der samler alt. For selvom Niels Jørgen Riis’ og Johan Reuters glimrende stemmer passer godt som henholdsvis Cavaradossi og Scarpia, så spiller den ene for tamt og den anden for vildt. Og så mangler der gnister af rivalisering eller anden kamp mellem dem. Nok er det politiske tema underlødigt, men så burde man netop give mere på karakterdynamikken.

’Tosca’ har altid været kendt som en af de lettilgængelige operaer, og Peter Langdals version fra 2006 holder den ukomplicerede stil. Dog får Langdal tilføjet et ekstra stemningslag, der giver klassikeren et moderne løft. Karin Betz’ scenografi er nemlig en lille genistreg af bevægelige gulve og vægge, der udgør et aflangt rum med indsnævring til en mindre, eleveret bagscene. Som følelserne går højt og lavt, hæves og sænkes de mørke gulvplaner – ofte til skæve linjer. Begrænset i udfoldelse og usikker i grundform – således holdes karaktererne fanget i et trængt rum med en uvis, snæver skæbneudgang.

Mere vildt og voldsomt end vanlige Puccini-noder træder den lidenskabelige musik frem. Med enkelte drønende flotte korscenarier, særligt ’Te Deum’-hymnen der afslutter 1.akt. Så kraftfuld som den vidunderlige Tosca, der bærer sit følelsesliv åbenlyst og afsmittende. Hendes lidenskab og alt-eller-intet temperament holder os fanget helt til den tragiske finale.