Elektra

Myten om Elektra og Elektra-komplekset. Stærke sager i form af had, hævn, incestuøse forhold og heftige dødsfald. Lige til en opera, hvis drama går i horror-modus - indtil den moderne tolkning glider fuldstændig af sporet i slutsekvensen og ødelægger hele relevansen. 

Den primære essens i myten er Elektras drift og kraft, og Richard Strauss’ opera byder (som oftest) på masser af kvindepower. Fra start hånes Elektra (Lise Lindstrom) af andre, men hun har alligevel sin styrke når hun i ’Allein! Weh, ganz allein’ genskaber et faderritual, om kærligheden til faderen, og hævnen over dem der dræbte ham. 

I mødet med moderen Klytaimnestra (Violeta Urmana) - der sammen med sin elsker Aegeisthos (Gert Henning-Jensen) har myrdet faderen Agamemnon - fryder hun sig over moderens mareridt og fremturer hvordan de vil forsvinde ’Wenn das rechte Blutopfer unterm Beile fällt’ (det rette blodoffer). Og i nogle stærke scener med søsteren Chrysotemis (Elisabet Strid), der reagerer helt modsat Elektra, kræver hun hjælp til at udføre hævnen.

Hugo von Hofmannsthals skuespil fra 1903 er velnok en af de bedste tolkninger af myten, og sammen med Strauss skabte han i 1909 den første af deres succesfulde operaer. En enakter af uhæmmet, intenst drama om kvinden, der lever så heftigt at det bliver hendes død, som hun udtrykker det: "Langt hellere død end leve uden at leve."

I denne opsætning af Dimitri Tcherniakovs - der havde premiere på Staatoper Hamburg sidste år - er dødsdriften størst, og horrorelementerne forstærkes efterhånden som Elektra konfronterer og manipulerer sin familie. Gyserstemningen fungerer godt, men en del af de kække nyfortolkninger gør ikke noget godt for hverken spænding eller troværdighed.

Selvom der ikke er meget gudindemagt tilbage i dette moderne setup, har ’Elektra’ en del tematiske ligheder med Strauss’ første moderne enakter ’Salome’. Ikke kun i udfoldelsen af endnu en passioneret kvindeskikkelse, hvis heftige mod og vilje determinerer vold, blod og død; men også i partiturets vekslende dynamik og drevne ledemotiver. Fra startens atonale, næsten spottende stemning over i mere flydende toner, hvis tempo og kraft skifter rastløst med momentvis dissonans og spøjse lyde, der bidrager til horroreffekten. 

Særligt Elektras ledemotiv(er) mærkes, og de lykkelige er ligeså vildt buldrende som de desperate. Den amerkanske sopran Lisa Lindstrom er fremragende udtryksfuld i sine dramatiske møder med resten af familien, oftest en til en, hvor de imponerende konstant høje toner former en karakter, der er gået fra gudindemagt til tvangsneurose - kun i stunderne med hendes faderfantasier er hun mere rolig.

Elektra-komplekset er også overfortolket her, og de incestuøse noder er også rettet mod søsteren. Forstærket af at Elektra sært nok er klædt i herretøj, hvoraf hun afklæder sig noget af det og skaber en faderfigur, som kan sidde til bords med hende og de andre karakterer. Også sært, fordi det tager meget af kvindepoweren fra Elektra, ligesom den pludselige plotændring i slutscenariet. 

Der går noget tid før mændene gør deres entre, og det er kun Johan Reuter, der brænder igennem med stemme og nærvær. Ganske uhyggeligt forklædt bag kutte, og det er der en særlig grund til. Det er Tcherniakovs yderst sære tolkning, der i de sidste minutter vælter hele plottet - det er jo fuldstændigt tosset at en seriemorder skal blandes ind i så optimal udvikling og pointe.

Tcherniakovs tolkning er et formidabelt eksempel på hvordan man med en forkert slutning kan ødelægge al mening med historien og hovedkarakteren. Strauss’ opera er allerede tolket og moderniseret i fin stil, men især det sidste plottvist gør kun skade for Elektras saft, kraft og kompleks. Det kan ikke engang fremstå som et oprør, det er bare en simpel, dum ide. Virkelig ærgerligt for en opsætning, der ellers fungerer bragende flot og velspillet på alle tangenter, af orkester og sangere.