Boulevard Solitude

Det er med udsagnet ”Kvinden er et ondt dyr” malet over scenen, at det hele begynder på Operaens store scene. ’Boulevard Solitude’ har et tydeligt tema. Det handler om menneskets – og i særdeleshed kvindens – syndighed. Man kan spørge sig selv, ligesom iscenesætter Lotte de Beer må have gjort, om mennesket i dag er underkastet samme ideer om synd og skam, som i Biblens syndefaldsberetning. Lever vi som mennesker i virkeligheden et ensomt, syndigt og kærlighedsløst liv?

Det er selve syndefaldsmyten, der danner rammen om 2015-iscenesættelsen af Hans Werner Henzes opera fra 1952. Tyve små piger marcherer ind på scenen og plukker hvert et æble, som de gnaver i sig med største appetit. Senere vasker og bader de en Jesus-figur, slår ham ihjel og leger lege med hans afhuggede hoved.

Alt dette foregår i mellemspillene mellem scenerne, hvor historien om Manon og Armand udspiller sig. To unge elskende, der hver især lever i ensomhed, og finder varmen hos hinanden, men kun i en stund, før det hele begynder at gå så grueligt galt. De er begge to prisgivet denne verdens fristelser og fordækte intentioner. Ligeså forsvarsløse overfor æblet på træet som de tyve små skolepiger.

Der er knald på alle tangenterne både i Henzes kompositioner og i librettoen, som er skrevet af Grete Weil. Dramaet er stort, følelserne store og ikke mindst er musikken og stemmerne store. For en ung teatergænger som mig selv, der er vokset op med dogmefilm og dagligdagsteater på Teater Grob, kan det let blive så stort og melodramatisk, at følelserne faktisk preller af.

Derfor bliver ’Boulevard Solitude’ ikke en fornemmelse af at leve, ånde og smerte med figurerne på scenen, selvom der er masser af smerte at tage af, men i stedet en oplevelse af at se det hele udefra som skabeloner af mennesker, møbler og bevægelser. Jeg får af og til fornemmelser af modernistisk avantgarde-teater. Desværre kun kortvarigt, indtil teksten og handlingen igen tager over og gør det tydeligt, at den vil mig noget.

’Boulevard Solitude’ er på trods af de henførende sceniske billeder ikke en forestilling i stil med for eksempel dem Hotel Pro Forma skaber, hvor man kan efterlades i en drømmende tilstand af at sidde og stykke brudstykker af indtryk sammen for sig selv. Der er ellers et spændende potentiale her, for det stilistiske udtryk i scenografien, de flotte billeder og karakternes papfiguragtige udtryk er interessante, ikke mindst fordi de får en særlig kraft af den for alle andre genrer fuldstændig overlegne lydside.

Men selv i denne nutidige iscenesættelse er og bliver ’Boulevard Solitude’ en opera. Og for mange, især yngre publikummer, opleves operaen som et for bombastisk og insisterende udtryk. Det troværdige og indlevende skuespil opstår simpelthen ikke, og det er en så grundlæggende forudsætning for en vellykket dramatisk historiefortælling, at det ikke kan undgå at spænde ben for oplevelsen. Hvor pudsigt det end kan synes, operaens kulturelle højstatus taget i betragtning, så er den nok en ret nichepræget genre. Et udtryk for kendere.

Afslutningsvist skal der gives et par særlige fremhævelser: Den visuelle side skabt af Clement & Sanôu. Gert Henning-Jensen, der levendegør rollen som Armand med en fantastisk stemme. Og så til sidst alle børnestatisterne og de medvirkede fra Det Danske Pigekor. Det er disse pigefigurer i deres overgjorte absurditet og stilistisk smukke flokbevægelser, der gør, at jeg af og til overgiver mig til universet.