pixel

Foreninger på Østerbro vil bygge stort idrætshus

Ambitiøst projekt kan bringe Københavns atletik- og gymnastikfaciliteter ind i det 21. århundrede.

Idrætshus multihus Østerbro

Knapt havde DBU og Københavns Kommune delt deres planer for at undersøge mulighederne for at modernisere Parken, før tre af Østerbros idrætsforeninger nu har fremlagt et ønske om et nyt idrætshus klods op ad Danmarks nationalstadion.

Det er Sparta, BK Skjold og KIF (Københavns Idrætsforening) der sammen vil have et nyt idrætshus, som særligt skal rumme plads til fitness, gymnastik og atletik — men også til fodbold.

I dag er det faktisk ikke muligt at finde en "rigtig" indendørs atletikbane på 200 meter og med hævede kurver øst for Storebælt. Dét er selvsagt et problem for atletiksporten i et land, der ikke just byder på optimale forhold udendørs året rundt.

I underetagen på det nye hus forestiller foreningerne sig derfor netop sådan en bane — sammen med en hal til gymnastik og mindre lokaler til fitness.   

De nye faciliteter vil byde på en markant upgrade for den københavnske sportselite, men huset er også tiltænkt bredden. Sparta har en venteliste med børn og unge der gerne vil dyrke sport, men som ikke kan komme til det, fordi der mangler plads. Og der er stor efterspørgsel på fitness-muligheder i klubben.

På taget af det nye hus er der i visionen gjort plads til fodboldbane med kunstgræs, og imellem sportsfaciliteterne ønsker man plads til kontorer, forskning og erhverv.

Multisport i stedet for mulithal

Det nye hus træder ind dér, hvor Østerbro Skøjtehal forsvandt.

I 2007 fik Parken lov til at fjerne den gamle boblehal med skøjtebane for at bygge en ny multiarena — særligt til brug for håndboldkampe. Finanskrisen lagde dog en voldsom dæmper på Parken Sport & Entertainments lyst til nye investeringer, og projektet endte med at blive skrinlagt.

I mellemtiden har København fået Royal Arena, og på den gamle skøjtehalsgrund — ganske få meter fra Parkens A-tribune — ligger i dag en beskeden, oval løbebane. Og det er dén, som foreningerne gerne vil veksle til et idrætshus. 

Endnu er projektet på et meget tidligt stadie. De tre foreninger taler med DBUs afdeling i København og med Dansk Atletik Forbund om mulighederne, men forude ligger et stort arbejde med finansiering og nærmere udformning.

Spartas adm. direktør, Dorte Vibjerg, er dog optimistisk.

»Vi har pt. en rigtig fin dialog med DBU, som synes vores planer er spændende, og de ser en klar synergi med deres egne planer om modernisering af Parken — der er derfor lagt op til en yderligere snak med dem,« siger hun til Magasinet KBH.

Vibjerg er ikke blind for, at det vil være et stort arbejde at finansiere det ambitiøse hus:

»Det er klart, at der skal findes midler til et så stort et projekt, og det kan der være forskellige løsningsmodeller på via en kombination mellem fondsmidler og offentlige midler — men også kommercielle midler,« siger hun og fortsætter:

»For at komme i mål med så stort et projekt er det derfor også afgørende, at vi er flere forskellige aktører, der arbejder sammen om at realisere det. Det er netop derfor, de lokale foreninger er gået sammen med DBU København og Dansk Atletik om projektet, og vi inviterer gerne yderligere interessenter ind i snakken om projektet.«

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

Skal Parken have plads til 50.000 tilskuere? Og hvad skal der ske på Skøjtehalsgrunden lige ved siden af? Får København en indendørs atletikhal? Og er der overhovedet plads til det hele?

relaterede
visioner

læservision
Valby
Klubber og foreninger i Valby Idrætspark har en ambitiøs vision om at lave området til en hel idrætsby.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling