The Neon Demon

Mode-vampyrer er der mange af, men ingen helt som de unge modeller i Nicolas Winding Refns blændende flotte modelmareridt bøjet i neon og svøbt i blod. ’The Neon Demon’ er giallo i sin mest polerede og stiliserede form.

Åbningsbilledet er et fabelagtigt set up for resten af filmen – hyper horror chic. Et drømmesyn af fatal skønhed, hvis neon og blod endnu ikke er afkodet, men langsomt purrer sig levende. Dæmonerne, de faldne engle og vampyrerne i modebranchen siver ud i et Los Angeles, der skjuler rovdyrene både i mørket og i lyset.

Her indlogerer den 16-årige Jesse (Elle Fanning) sig på et skummelt Pasadena-motel med en skulende sær bestyrer (Keanu Reeves), i håb om at finde den gyldne vej til catwalken og magasinforsiderne.  Det går hurtigt med modeldrømmene, for Jesse har en besættende smuk uskyld, som giver nogle vilde udsving af sårbarhed og suverænitet. Og naturligvis spiddende misundelse hos de andre modeller, der allerede har fået høvlet hage og sprøjtet botox, så de ligner de balsameringer, deres makeup artist (Jena Malone) bijobber med.

For at omskrive en af filmens glossede replikker: Skønhed er alt, men uskyld er det eneste. Det man ikke kan få igen, når man mister det – og det kan gå hurtigt i modebranchen, der har ry for at fortære sine unge modeller. Den vinkel sætter Refn i helt nyt lys, og han er ikke bleg for at gøre det så kunstigt og stiliseret at det blænder på godt og ondt.

Når Refn endelig kaster sig over gysergenren er det med stor kærlighed og respekt, for der findes mange af hans egne favoritfilm i årene, hvor han selv begyndte at drømme om at lave film. Hans referenceramme er derfor stor, og man fornemmer eksempelvis Lynch, Cronenberg og de Palma i den ellers dominerende italienske giallo-stil. 

Men stilen er ligeså meget erotic fashion a la ikoniske fotografer som Helmut Newton og Guy Bourdin tilsat en snert cool videoæstetik a la Malcolm McLaren og Robert Palmer. Ingen tvivl om at Refn har dykket dybt i moderæset fra dengang supermodellerne indtog scenen, og kontrasten står stærkt til de moderne modeller uden meget personlighed. Selv når de i en kæk smuksnak på et natklubtoilet opdeler læbestift-titler i sex eller mad, går referencerne helt tilbage til Kubrick og Russ Meyer.

Ofte er replikkerne tåbelige, og handlingen mangler sul – præcis som modellerne. Men Refn mestrer igen den blærede og stærkt symbolladede stilisering, som skaber en intens opbygning til et voldsomt klimaks. Sex versus død, i meget eksplicit form! Blandt de stærkeste set up er en besnærende scene med en puma (cougar) på motelværelset, og de triangulære symboler af kunstigt neonlys, der synes at kalde på dæmonerne. Sublimt understøttet af det pulserende synth-soundtrack af Cliff Martinez.

”If looks could kill” er et berømt citat fra Bram Stokers ’Dracula’, og det har absolut sin berettigelse her, hvor Refn og hans to kvindelige medforfattere Mary Laws og Polly Stenham går hugget videre fra vampyrisme med et dæmonisk twist på tiraden ”skønhed kommer indefra”. Det er originalt og overraskende, klamt og grumt, og ikke mindst på grænsen til at være for meget. Altså: Typisk Refn.

Som med de andre stil- og genreeksploiteringer af Refn skal man kunne lide liret, favne forunderligheden og indtage illusionen. Så er ’The Neon Demon’ et hypnotiserende og intenst thrill, der kun bliver mere interessant med de store reference- og analysebriller på.