My Week With Marilyn
DRAMA
Premiere 26. januar
50´ernes England er eminent gennemført skildret og skuespillet er ganske enkelt intet mindre end fremragende. Fire meget store stjerner.
Jeg må være ganske ærlig og erkende, at jeg elsker film, der handler om at indspille film. Så allerede der er de første stjerner hjemme. Der er nu også andre grunde til at bruge nogle timer i biografen og se ’My Week With Marilyn’.
I 1956 ankommer den nygifte Marilyn Monroe og hendes mand, forfatteren Arthur Miller til England. Hun skal indspille filmen ’Prinsen og Korpigen’ med Laurence Olivier som både medspiller og instruktør.
Produktionen udvikler sig hurtigt til et mareridt. Marilyn kommer konstant for sent, er uforberedt og kan ikke huske selv enkle replikker. En af de få, der udviser forståelse og sympati for hende er Colin Clark, en 23-årig assistent, som ved hjælp af gode forbindelser og en pæn portion stædighed har fået sit første job efter universitetet.
Det er hans dagbøger fra filmoptagelserne, som er basis for filmen. Marilyn fatter tillid til Colin og de to tilbringer en uge sammen, hvor han kommer tæt på hende (omend ikke så tæt så de rent faktisk går i seng sammen).
Hvis man har læst biografier om Marilyn Monroe, afslører ’My Week With Marilyn’ intet, man ikke allerede vidste.
Marilyns altoverskyggende usikkerhed og mindreværdskomplekser kombineret med et eskalerende pillemisbrug og (endnu) et ægteskab, som allerede efter kort tid er ved at gå i stykker.
Men hvad filmen ikke har af chokerende afsløringer, har den til gengæld af imponerende skuespillerpræstationer. Den unge Colin med det store crush på MM spilles troværdigt af den forholdsvis ukendte Eddie Redmayne og Michelle Williams yder en glimrende præstation i den vanskelige rolle som Marilyn.
Men derudover er filmen besat med en sand stjernerække af britiske skuespillere (Dame Judi Dench, Derek Jacobi og Julia Ormond for bare at nævne nogle få).
Højdepunktet er Kenneth Branagh som en mere og mere frustreret Laurence Olivier, der må se i øjnene, at ’Prinsen og Korpigen’ ikke bliver det projekt, der gør ham til en stor filmstjerne.
Samtidig må han også erkende, at Marilyn trods alle vanskeligheder er et naturtalent, som fuldstændig stjæler opmærksomheden i deres fælles scener.
Den biografdebuterende instruktør Simon Curtis, hvis CV omfatter masser af arbejde for tv, kan sit håndværk.