pixel

Valbys længste og rødeste fabrikshal transformeret

Tæt ved Toftegårds Plads er 200 meter lange Montagehallen ombygget til lejligheder, kontorpladser og fælleshus.

montagehallen c.f. møller

Rødt stål og røde tegl, så lang øjet rækker. Fabriksfortiden er long gone inde bag Gl. Køge Landevej, men med den ambitiøse renovering og transformation af Montagehallen lever områdets industriarv videre med ud i fremtiden som boligkvarteret Valby Maskinfabrik.

Den røde hal var, med sine høje buede galve for enderne af den hele 200 meter lange bygningskrop i jernbindingsværk, det mest markante arkitektoniske aftryk, som FLSmidths produktion af maskiner til især cementindustrien efterlod sig efter et århundrede på grunden.

Nu står Montagehallen færdigombygget som det utvivlsomme hovednummer på det genopfundne stykke Valby på arealet langs Vigerslev Allé op ad FLSmidth-koncernens endnu aktive hovedkontor.

Med hallens oprindelige industrielle udtryk bevaret, men under samme tag udstyret med både moderne boliger, kontorer og et ganske spektakulært indrettet fælleshus for hele nybyggerkvarteret lige ud til dets centrale plads, Maskintorvet.

Arkitekterne bag det godt 10.000 kvadratmeter store genbrugsprojekt er C.F. Møller, der har placeret fælleshuset og erhvervshuset bag skydeportene i hver sin ende af Montagehallen.

For at bevare den originale facades røde mønster af mursten og jern er det i praksis to helt nye indvendige bygninger, som ved gavlene er skudt ind bag en isolerende klimaskærm af glas. De tilførte etager under den historiske skal er båret af industrielt inspirerede stålbjælker, og bag den gennemsigtige dobbeltmur kan man stadig se sporene fra fortiden med flere af hallens gamle, rustplettede installationer som indbygget vægudsmykning.

Altaner i stålgitteret

De 66 lejelejligheder med 3-5 værelser ligger på midterstykket af bygningen, som er revet ned og bygget op igen for at kunne huse københavnerfamilier fremfor betonblandekanoner.

Denne nye del af Montagehallen er egentlig en smule indrykket men har fået monteret et stort og mønjerødt stålgitter, som fortsætter den lange, ubrudte facadefornemmelse med altaner spændt ud imellem jerndragerne.

Udvikleren bag Montagehallen og resten af Valby Maskinfabrik er De Forenede Ejendomsselskaber.

Efter planen skal de sidste byggerier på FLSmidth-grunden være færdige i 2020, hvor de aflagte industriarealer tæt på Toftegårds Plads vil rumme 1.200 boliger og 1.500 arbejdspladser. Langt størstedelen af de samlet 160.000 kvadratmeter vil dog være nybyggede fremfor renoverede og genbrugte.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling