Midnight in Paris

Ah, l’amour! Der er vel kun to ting, der er værd at leve og dø for. Kunst og kærlighed. Nogle gange må man vælge mellem dem. I Woody Allens seneste film går de to hånd i hånd i et charmerende kærestebrev til byernes by.

Gil Pender (Owen Wilson) har succes som manuskriptforfatter i Hollywood, men vil i virkeligheden hellere skrive på sin bog. Derfor har han sit manuskript med til Paris, da han og hans forlovede Inez (Rachel McAdams) tager med på hendes stokkonservative og stenrige forældres forretningsrejse.

Gil er den eneste i selskabet, der nyder Paris helt og fuldkomment. Han drømmer at have været der i 1920’erne, hvor jazzen sydede og malerierne, diskussionerne og kunsten glødede i snart sagt hver bistro og boulevarderne førte fra den ene fest til den anden.

Et ret ulideligt par hægter sig på de samspilsramte forlovede. Træt af selskabet slentrer Gil i 1. Arrondissements krogede gader. Klokken slår midnat, og en antik bil standser, og den frustrerede forfatter kører med til en celeber fest, hvor han møder Scott Fitzgerald og Cole Porter. Han får en mandesnak med Hemingway, der lige tager ham forbi Gertrude Stein, der gerne vil læse hans manus. Og han møder en meget skøn muse, Adriana (Marion Cotillard), der er kæreste med Pablo. Picasso, naturligvis.

Alle tager imod Gil med åbne arme og et bonmot eller to, der inspirerer og leder den håbefulde kunstner, der endelig kan tage hul på romanen og på livet.

Owen Wilson spiller her den blonde, californiske udgave af Allens nebbish, manden, der intellektualiserer over livets absurditet, mens andre handler. Det er en rolle, der klæder den følsomme drengerøvsskuespillers småskæve karisma.

Wilsons nasale, drævende leg med replikker og storøjet fryd er en fornøjelse. Han er omgivet af skuespillere, der i sjælden grad får presset alt det bedste ud af enhver birolle, så det er en fryd. Og selvom Paris reduceres til et pænt postkort, så tilgiver man gerne Allen. For det er et meget charmerende et.

Nogle gange må man drømme for at blive realist. Nogle gange må man bryde ned for at skabe. Kunst og kærlighed handler om ægthed, om at ville noget. Og måske at kunne slippe angsten for at dø bare et sekund. Gil må vælge mellem drøm og virkelighed.

’Midnight in Paris’ er en meget let og elegant film, der egentlig er lige så luftig og klichéfyldt som en croissant og au lait på venstre Seinebred. Men den har noget at sige, nulrer lattermusklerne og klemmer hjertet. Og den får serveret sine pointer om livet, l’amour og længsel, så publikum får lyst til selv at rende rundt med et halvfuldt rødvinsglas i hånden og et baguette under armen. Bonjour!