Assassin's Creed

Fortidens Spanien er midt i blodig krig mellem katolikker og de arabere, der erobrede landet. Nutidens Cal Lynch (Michael Fassbender) sidder på dødsgangen efter at have levet en hård skyggetilværelse, siden hans mor blev myrdet. En smuk videnskabskvinde (Marion Cotillard) redder ham, blot for at sende ham tilbage til fortiden. Hvem kan han stole på? En forfader, der var med i en mystisk orden? Sig selv? Den mystiske organisation og dets leder (Jeremy Irons), der vil udrydde vold?

Hvis denne film havde været dybere, så kunne man snildt have argumenteret for, at det hele var en hallucination, der udspandt sig, inden dødssprøjten virker. Men altså, det er ikke filmens ærinde. Der gives utroligt lidt ved dørene, når det handler om figurernes baggrund, vi ved ikke mere om dem, end de få rids, vi ser. Hvad Cal har lavet i 30 år, hvem han er? Hvad fik hans forfader (også Fassbender) til at sværge evig troskab til assassinernes broderskab? Hvem er den seje kvinde (Ariane Lambed), der kæmper ved siden af ham? Vi ved det ikke.

’Assassin’s Creed’ er baseret på videospillet af samme navn fra 2007, og karakteren Cal er tilføjet det allerede omfattende univers. Som filmplot betragtet er der utroligt lidt at gribe fat i, hvis man gerne vil føle bare en lille smule for figurerne i fablen. Ikke mere end et psykologisk halmstrå, der er så tyndt, at man næsten glemmer, at man klamrer sig til det.

Når det så er sagt, så fungerer filmens fladhed som sådan glimrende. Et klassisk greb i spil er jo netop at lade hovedpersonen vågne i et rum, hvor han eller hun skal lede og slås igennem, indtil sandheden står klar. Er man blot ude efter ramasjang til sine popcorn, så er det forfriskende med noget, der ikke er en superheltefilm. Og til (visse af) damerne: Fassbenders fysik er bestemt en billet værd.

Og effekterne er ekstremt lækre; alt i det middelalderlige Spanien har en struktur, der giver én lyst til at række ud og røre. Flugt- og kampscenerne er virkelig gode. En tydelig og synlig modvægt til nutidens kliniske og indelukkede sci-fi institut, med sine skyggeagtige eksistenser (ingen baggrund her heller!) og grå vægge.

Både instruktør og hovedrolleindehavere har skabt vidunderlige ting hver for sig og sammen løftede de den både barske og mesterlige 'Macbeth' – og det kan ærgre, at den samlede mængde star power ikke formår at slå lidt tungere. Eller ikke vil det. Der er en masse, der kunne rulles stærkere ud, for eksempel at der ikke er gode eller onde, men to fanatiske sider, der vil noget forskelligt med en verden, hvor mennesker i århundreder er blevet mere og mere bedøvede og viljeløse. Hvor hovedparten hver dag vågner op i et rum uden at vide, hvor de vil hen, men også er lidt ligeglade med at finde ud af det.