Wonder Wheel

Kunsten at skabe drama i éns eget liv, så det beriger mere end det problematiserer. For kærligheden, karrieren eller bare karruselturen. Woody Allen spinder sit ’Wonder Wheel’ vældig fornøjeligt i denne vidunderlige leg med rollespil og metafiktion. 

Tid og sted, typer og temaer er genkendelige, men Allen leverer som altid filosofiske og psykologiske twists. Med hints til især teatermestrene Tennessee Williams og Eugene O’Neill skaber han nogle skønne arketyper og fokuserer på de roller de indgår overfor hinanden – hverdagens og dem, der har mere drama og drømme i sig. 

Ginny (Kate Winslet) er tidligere skuespiller, nuværende musling-servitrice og husmor for mand og søn, så da hun får opmærksomhed fra den kække livredder Mickey (Justin Timberlake) overgiver hun sig fuldt ud til en affære. Mickey er wanna-be-dramatiker og som voiceover og direkte-til-kameraet fortæller han hvordan han lever for (melo)drama og (mega)karakterer. Han går efter dramaet i mennesker og historier, så snart ruller charmen igen overfor en yngre kvinde (Juno Temple) på flugt fra en gangsterkæreste. Selvom, eller måske netop fordi… hun er datter af Ginnys mand (Jim Belushi).

Det er et forrygende og forunderligt firkløver, alle elskelige trods deres åbenlyse akilleshæle. Og på sidelinjen Ginnys søn, der har et særligt fyrigt talent for at starte ildebrande. Når han da ikke skulker fra skole eller andre pligter for at gå i biografen og drømme sig væk. De bor ellers midt i forlystelsesparken på Coney Island, med pariserhjulet Wonder Wheel lige udenfor – men lykkesuset smitter ikke af, nærmest tværtimod. 

Det er Kate Winslets Ginny, der brænder igennem som den smukkeste og mest rørende dramadiva, der slet ikke kan styre den lidenskab, hun har kastet sig ud i. Hendes sårbarhed er helt unik i spil med de melodramatiske karakterlag, der topper i et sidste close-up: En skuespiller, der spiller en karakter, der reagerer som en skuespiller i et klassisk rollespil a la en anden aktør. 

Fremragende meta-spil og -fiktion, så man funderer over om filmen, fra det øjeblik kærlighedskarrusellen begynder at køre, er Mickeys vision. Ikke kun karaktererne omgås med velturnerede klicheer, men også den fantastiske fotografering og i særdeleshed lys- og farvesætning af Vittorio Storare skaber konstant bevidsthed om det filmiske rum. 

’Wonder Wheel’ er som et øjebliksbillede, en drøm, en film-i-film, en skæbnefabulering, en ønskesværm, der fornøjer vores naturlige dramagen. Slutningen er en smule uforløst, især ovenpå de store følelser udtrykt undervejs, men det forunderlige lykkehjul spinder yderst livsbekræftende med opfordringen om at skabe drama i eget liv.