pixel

Maskin­centralen i Carlsberg­byen bliver kulturhus

Den fredede bygning 'Maskincentralen' er blevet købt og skal i fremtiden være kulturelt samlingspunkt på den tidligere bryggerigrund.

carlsberg, kultur

I den centrale del af det historiske, gamle bryggerikvarter på Vesterbro ligger et ikonisk bygningsværk: Den fredede Maskincentralen som fra slutningen af 1920'erne husede alle de maskiner, der forsynede bryghus, mineralvandsfabrik og tapperi på Carlsberggrunden med køling, lys og kraft til de elektriske motorer.

For små hundrede år siden samlede man en dampturbine, fire dampmaskiner og to dieselmotorer med mere end 5.000 samlede hestekræfter i én bygning. Maskinerne sørgede for at skabe kraft til omtrent 500 elektriske motorer, der blandt andet forsynede 4.500 lamper med elektricitet. Maskincentralen var rygraden i en af landets største erhvervsfortællinger.

Men anno 2022 skal Maskincentralen i stedet være den kulturelle rygrad i transformationen af Carlsberg Byen som industriområde til nu eksklusivt boligområde.

Udviklingsselskabet bag Carlsberg Byen har nemlig solgt den historiske bygning til en unavngiven green-tech-iværksætter, der ønsker at være anonym — og som samtidig ønsker at berige københavnerne med kulturelle events, afholdt i det snart 100 år gamle værksted.

Konkrete planer er ifølge udviklingsselskabet ved at blive udformet, men det ligger allerede nu fast, at ejendommen — ligesom flere andre fredede og bevaringsværdige bygninger i Carlsberg Byen — vil blive udlagt til til kollektive formål inden for idræt og kultur.

Blandt andet skal Kedelhuset fra 1925, der ligger få dansetrin fra Maskincentralen, i fremtiden være et kæmpe danse-domicil for hele landet, mens en filial af det internationale anerkendte galleri 'von Bartha' er flyttet ind i det historiske Kridttårnet.

Plads til både kultur og teknologi

Ifølge en talsmand for køberen, Drew Alford, er ønsket at omdanne den fredede bygning til et kulturelt mødested. Samtidig forestiller man sig, at Maskincentralen vil blive et knudepunkt for udvikling af teknologi, der bygger bro mellem kultur og digital innovation — herunder E-sport, visualisering af klimaforandringer og brug af AI-baserede simuleringer til at fremme den grønne energiomstilling.

Siden ølproduktionen flyttede ud, har bygningen været omdrejningspunkt for en række midlertidige, kulturelle tilbud og senest ageret showroom for Carlsberg Byen. 

Maskincentralens indre har også virket som trækplaster for både historie- og arkitekturinteresserede. Bygningen stammer fra en industritid, hvor skala og finish af interiøret var i en anden liga end man normalt ser i dag — blandt andet med 11 meter til loftet, granitsøjler, bladguld og marmorgulve.

Maskincentralen er tegnet af den berømte danske arkitekt Carl Harild, der også stod bag Kedelhallen og Mineralvandsfabrikken. Bygningen er blevet overtaget af den anonyme køber, men udviklingsselskabet bag Carlsberg Byen vil det kommende år fortsat have showroom i dele af bygningen, mens det store renoveringsarbejde samtidig vil begynde.

I skrivende stund er langt de fleste projekter i Carlsberg Byen annonceret, og de sidste byggerier kan formentlig indvies i 2025. Det sidste af i alt ni nye højhuse blev præsenteret i november, og salget af de kommende lejligheder er indtil videre gået som i resten af Carlsberg-byen: godt. 

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Valby
Et indendørs mødested for både voksne og børn — dét mangler i mange af Københavns bydele, mener SquareOne Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling