Evita

Santa Evita eller Strigle Evita? Der er ingen tvivl på Det Ny Teater: En strid, ambitiøs rappenskralde med så skinger en røst at hun nærmest sønderlemmer al følelse og stemning i nogle af verdens mest elskede musicalnumre.

Det meste af den tvetydighed, der gør Andrew Lloyd Webber og Tim Rices klassiker ekstra fyndig, er væk i argentinskfødte Daniel Bohrs opsætning. Eva Perón har koldt og kynisk charmet sig fra varietéscenen til præsidentbalkonen, hvor hun er elsket af folket men hadet af aristokratiet. Og selvom der bliver gjort ganske godt grin med overklasseløgene, så er en del af positurerne – stive lemmer og cigaretrør – ofte de samme hos populationen. Yderligere jævning skaber Che, der oprindeligt er folkets anfører, men her bliver en blanding af konferencier og satiriker.

Scenen er mestendels dunkel og kølig via de dominerende otte meter høje spejl/glas-konstruktioner, hvis patinerede look får den i forvejen lille scene til at føles trang. Bedst fungerer de, når vinduesfunktionen afslører ekstra rum og verden udenfor. Men optimalt fungerende er drejescenen i to afsnit plus hejs fra kælder – med glidende overgange mellem de omkring 35 sceneskift! Ligeledes er koreografi og kostumer formidable som altid på Det Ny Teater. Og så er der flere rekvisit-overraskelser i scenariet hos Evas fond.

Denne scene er blandt showets mest forfriskende – fordi man efterhånden har vænnet sig til og accepteret Ches burleske manér. Han løfter stemningen, og Tomas Ambt Kofod er en kompetent og rytmisk sanger. Det har både Jesper Lohmann og i særdeleshed Charlotte Guldberg svært ved. Lohmann muligvis fordi hans Perón-rolle er meget papfigur og støttestatur for Evita.

Men helt skandaløst er valget af Guldberg som Evita, hun kan slet ikke ramme de høje, kraftfulde toner, som rollens sange og temperament kræver. Det er direkte skingert, falskt og ulideligt at høre på. I anden akt går det lidt bedre, så længe hun tøjler hysteriet og holder sig til de lyse, følsomme toner. Dermed bliver hendes bedste sang ’Kald ikke mer’ Argentina’ og første vers og omkvæd af ’Så elsk mig nu’ (en middelmådig oversættelse af filmsangen ’You Must Love Me’).

Meget af underfundigheden i ’Evita’ ligger også i den sangmæssige opbygning, hvor melodier, sange og toner flettes og matches. De mange toneskift volder problemer for solisterne, der dog ofte reddes af koret og orkesteret. Men det er ikke nok til at redde showet fra den sønderlemmende følelse og stemning tilvejebragt af Striglen Evita.