First Man

Tænding! Damien Chazelle blænder formidabelt op for ydre som indre tænding i sit portræt af en ener i en spektakulær og unik bedrift i verdenshistorien.

De fleste har set det rygende ildhav af Apollo 11s tænding og himmelfart, samt den efterfølgende månelanding, hvor astronaut Neil Armstrongs fodaftryk sikkert og storartet blev plantet i verdens bevidsthed. Men først nu med Chazelles nærgående, intense filmtolkning mærker man virkelig den tænding, hasarderet og altopslugende, som driver visionen, missionen og målet.

For hvad får et menneske til at søge månefærd? På det tidspunkt i 1960erne ret uudforsket, med teknik, grej og fartøjer stadig i forsøg- og fejlfasen. Der skal heftig pionerånd til, og det er filmens brændpunkt. Ikke kun for Armstrong og familie, men også de andre astronauter. Kolleger-konkurrenter-venner med fælles mission, og Chazelle gør en dyd af at fremstille dem som en integreret unit, blandt andet ved ens beklædning, især rumdragter og sorte jakkesæt, for der er en del begravelser at mødes om i dette miljø.

Men fokus er naturligvis på Armstrong, på hans stemningsakse, der bevæger sig fra rastløs over hektisk til rolig. Et mindset, der finder sit mål på Månen, i det Stilhedens Hav som han på mange måder tager med hjem til resten af livet. Ambitioner, mission, formål – tjek! For findes der noget større og mere ubegribeligt end at stå der og kigge ud i det uendelige, stille, mørke verdensrum?

Ryan Gosling spiller Armstrong meget behersket, næsten for indelukket, selv for den atypiske historiske helt Chazelle insisterer på at skabe, ikke mindst så han kan levere sine signaturslutbilleder. Smukt og fascinerende, men også lidt vaklende i aftrykket af hans tænding. Bare at den gløder mellem hans lille datters død og en udforskningslyst, funderet i hans tekniske erfaring og sikkerhed, der også redder ham og fartøjerne flere gange.

For ja, det ER raketvidenskab! Og Chazelle forstår at skabe spænding ud af netop den teknik og videnskab, der var til konstant nervepirrende testning dengang, og nu er ganske old school. Men det er grundlaget for udviklingen og vi kommer helt ind i følelsen af de små, klaustrofobiske kabiner, smånussede og knagende, fuld af tænd/sluk-knapper, håndgreb og blinklys, der kræver særdeles mere manuel styring og føling end nutidigt udstyr. Særligt den visuelle fortolkning af strømtesten på Apollo 1 er eminent, knugende og grum, så man virkelig rammes af tænding som dødbringende.

Der er noget skæbnebestemt over ’First Man’, og de fleste vil nok mene at Neil Armstrong var den helt rigtige mand til denne stordåd. Selvom de færreste rigtigt kender ham, heller ikke efter denne film, virker han reel og ægte. Armstrong nåede sit mål; nu tænder vi for Chazelles: Oscar 2019 – og det er også ret realistisk.