Kinds of Kindness

Trekløveret fra sidste års succes ‘Poor Things’ - Emma Stone, Willem Dafoe og instruktør Yorgos Lanthimos - er forenet igen i denne tre-i-en-film om ekstrem kontrol og manipulation. I tre separate, men løst forbundne historier, som hver indeholder det samme sæt skuespillere i forskellige roller og scenarier.

Først Robert (Jesse Plemons) der forsøger at genoprette sin autonomi. I de sidste 10 år har han villigt indgået en altopslugende kontrakt med sin chef og fra tid til anden elsker, Raymond (Dafoe), som tager alle beslutninger for Robert - lige fra tøjet han har på, den mad han spiser, til hans valg af kone og hyppigheden af deres samleje.

I anden del er politimanden Daniel (Plemons) foruroliget over, at hans kone Liz (Stone), der var savnet til søs i længere tid, nu er vendt tilbage men virker som en helt anden person. Af udseende ligner hun Liz, bortset fra at hun har større fødder, men der er noget der slet ikke stemmer. 

Og til sidst er to sektmedlemmer Emily (Stone) og Andrew (Plemons) - ledet af parret Omi (Dafoe) og Aka (Hong Chau) - sendt ud for at finde en ganske bestemt kvinde, der kan vække døde til live og som er forudbestemt til at blive åndelig leder for deres særlige sekt. 

Hvor ‘Poor Things’ var fyldt med fantasi, farver og spræl, lægger ‘Kinds of Kindness’ sig både stilistisk og tematisk tættere op ad Lanthimos’ film ‘Dogtooth’ fra 2009. Filmen er en undersøgelse af de mange facetter af kontrol: Hvordan vi hævder at kæmpe imod, men ofte vender tilbage til den, og hvor ofte det begrænser vores evne til at leve tilfredsstillende liv.

Der er ingen tvivl om at Lanthimos er en provokatør der leger med det mørke og absurde, og altid syntes at være opsat på at teste publikums udholdenhed, tålmodighed og smerteniveau. Men denne gang mangler der noget der for alvor bider sig fast.

Bevares, ‘Kinds of Kindness’ er sporadisk interessant, foruroligende og morsom, men den er også følelsesmæssig tør og for lang. Det gennemgående fokus på mad, drikke og vægt giver ikke rigtig mening, og dissektionen af begrebet fri vilje bliver i længden lidt manieret.

Det der redder filmen fra at tabe alt på gulvet er skuespillet - ikke mindst Jesse Plemons der er fremragende især i de to første dele. Han bringer en desperation og et ubehag til sine roller, der får hårene til at rejse sig på armene.