Julie

Gamle klassikere i nye klæder kan være forfriskende. Teater på film kan sagtens fungere. Men ikke altid.

Julie (Birgitte Hjort Sørensen) er en ung, fremadstormende tennisstjerne. Opvokset og opdraget som overklassepige, manipulerende og melankolsk på samme tid. En sommeraften krydser hun først klinger og siden grænser med sin træner Jan (Rolf Hansen), mens hendes far (Jesper Christensen) kæmper for at redde stumperne af sit imperium, et hotel - alt imens magtbalancerne smuldrer indadtil.

Linda Wendel tager med ’Julie’ atter livtag med den misantropiske August Strindberg, der i stykket ’Frøken Julie’ ville vise, at mænd og kvinder, hvad enten de tilhører overklassen eller underklassen, ikke kan overkomme skellene mellem dem. Instruktøren har villet smelte teater og film sammen. Det kunne der være kommet en rigtig god film ud af.

At ’Julie’ kun glimtvis lykkes, skyldes mange ting. En af dem er, at de mange humørsvingninger, som Jan og Julie går igennem i løbet af en enkelt aften og nat, paradoksalt nok føles kunstige, fordi de sker i et realistisk miljø, for eksempel en luksuslejlighed på Østerbro.

De skiftevis mobber, flirter, hader og elsker. Men primært taler de. I et køkken. I en gang. På et badeværelse. De kommer ikke rigtigt nogle vegne.

Pointen i både stykke og film er Julies gradvise erkendelse af, at hun er tom, trods al sin ydre succes. Hun savner at være noget i sig selv.

Birgitte Hjort Sørensen er glimrende som Julie, der med spillevende øjne og skæve smil tager, hvad hun vil. Skiftevis babe og bitch. Og stiletklædte fødder, der stamper utålmodigt, når verden går hende imod. Rolf Hansen og de øvrige få medvirkende (en slesk Niels Skousen og Trine Appel) gør, hvad de kan med det, manuskriptet byder dem.

’Julie’ er optaget over otte dage, og der er sådan set arbejdet overbevisende og smukt med det filmiske håndværk, farver og lys. Og de lange indstillinger gør scenerne insisterende.

Men man mærker ikke dybden i hverken plot eller personkarakteristik. Men sidder i stedet tilbage og ønsker, at Linda Wendel var gået enten mere klassisk eller mere radikalt til værks. Havde ført Julie tilbage til en tid, hvor hendes problemer var reelle og ikke bare et koketteri. Eller havde løftet hende, så hun var tvunget til at handle. Kender man ikke stykket, føles det hele noget vægelsindet til ingen verdens nytte.

Og Jesper Christensen? Har alt for lidt at arbejde med. Han suger til sig i de tyve minutter eller så, han får lov at være med.