Marie Krøyer

Bille August slår en decideret skævert med sin film om Marie Krøyer. Hovedsageligt på grund af en fejlcastet hovedrolleindehaver.

Der er store forventninger, når man skal se, hvad én af Danmarks mest betydende filmskabere de seneste 25 år nu har på filmrullen. Desværre rammer Bille Augusts portræt af ’Marie Krøyer’ slet ikke plet, som eksempelvis ’Pelle Erobreren’, ’Den gode vilje’, ’Jerusalem’ eller ’Farvel Bafana’ gjorde.

Filmen er dog langt fra uduelig. For Bille August boltrer sig i den nordjyske og sydsvenske natur med formfuldendte og skælvende smukke billeder.

Samtidig kan man som tilskuer nyde den mere eller mindre vanvittige P.S. Krøyer, der ryger ind og ud af sindssygehospitalet og er leveret med nerve, humor og galskab af en altid veloplagt Søren Sætter-Lassen.

Og der er masser af drama, når kvinden kæmper med manden og kunsten. Med kærligheden til en ny svensk filejs, og med P.S. Krøyers mærkværdige måde at håndtere denne nye svenske flamme på.

’Marie Krøyer’ er en film om modige valg, stålsathed og tvivl. Om forliste forhåbninger og fortielse af virkeligheden. Desværre forløses ingen af tingene rigtigt, fordi Bille August ganske enkelt har fejlcastet sin hovedrolleindehaver til filmen i en hidtil uset grad.

Jo, Bille August er en instruktør, der tager chancer med sine skuespillere. Julia Ormond bevægede sig også på en knivsæg mellem godt og småkedeligt i ’Frk. Smillas fornemmelse for sne’, men Birgitte Hjort Sørensen sætter nu alligevel en ny ærgerlig standard for kvindeligt hovedrolleskuespil i en August-film.

Sørensen, der er så formidabel over for Pilou Asbæk i DR’s dramaserie ’Borgen’, kan ikke løfte ’Marie Krøyer’ op på det niveau, som billeder og manuskript berettiger til.

I scenerne over for Søren Sætter-Lassen har hun noget at spille op ad, og derfor fungerer disse rimelig godt. Men i de fleste andre scener hverken mærker vi Marie Krøyer eller føler med hende.

Billedmæssigt er ’Marie Krøyer’ en flot film, der imidlertid aldrig rører ved noget dybereliggende i os, som så mange af Bille Augusts andre film ellers har. Man forlader biografmørket med en halvflad fornemmelse.