Sådan kommer IKEA City til at se ud
IKEA City rykker et skridt nærmere målstregen, når Københavns Kommune i november skal se på en ny lokalplan, der kan bane vejen for at gøre varehuset til virkelighed.
Synes du også, at der er langt til Taastrup eller Gentofte, når du mangler en BILLY-reol, et IVAR-skab eller måske en omgang svenske köttbullar?
IKEA nu et skridt tættere på at realisere den længe ventede plan om en IKEA City ved Dybbølsbro St. på Kalvebod Brygge.
Det svenske møbelhus har nemlig — med Dorte Mandrup Arkitekter i spidsen — netop sendt nye visualiseringer af, hvordan det kommende varehus kommer til at se ud til Københavns Kommune.
Og det er blandt andet de visualiseringer, som politikerne skal tage stilling til, når en ny lokalplan snart skal behandles.
Færre biler, flere cyklister
IKEA City skulle oprindeligt have stået klar allerede i 2018, men blev siden inkluderet i en større politisk vision under navnet 'Kalvebod Brygge Vest', og derfor blev det nye varehus udskudt til slutningen af 2019 — og siden endnu længere. Der ligger som bekendt stadig ingen IKEA nær Fisketorvet.
Men i november forventer Teknik- og Miljøforvaltningen at kunne præsentere et forslag til en ny lokalplan til politikerne i Teknik- og Miljøudvalget. Embedsmændende har vurderet, at der skal laves en helt ny plan, fordi IKEA har ændret på byggeriets udformning siden en plan for byggeriet sidst blev godkendt i 2017.
I den nye plan indgår også de nye visualiseringer, som bl.a. viser et lidt mindre varehus end først planlagt. Fokus vil nu i endnu højere grad end hidtil være på kunder uden bil, der ankommer med kollektiv trafik eller på cykel.
Dét betyder færre P-pladser end normalt, og formentlig også at man som kunde i højere grad end i forstæderne vil få sine varer leveret i stedet for selv at læsse dem på sin trailer.
Metrostationen 'Havneholmen' vil fra 2024 bringe møbelsøgende københavnere omkring 300 meter fra indgangen.
Det såkaldte 'grønne strøg' er stadig en del af planen. Forbindelsen langs Kalvebod Brygge skal videreføre taghaven ved Rigsarkivet, så man i fremtiden skal kunne gå hele vejen fra Bernstorffsgade og den nye 'Postbyen' til Otto Busses Vej, der i fremtiden vil agere indgang til den nye bydel Jernbanebyen.
Og turen vil altså også gå henover IKEA.
Hvis den politiske proces glider som håbet, forventer IKEA, at det nye varehus vil stå færdigt i 2023.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!