Elvis

Manden og musikken, der lever for evigt. The King og hans rekordmange hitsange får en hypet hyldest i Baz Luhrmanns biopic, så ingen kan være i tvivl om at Elvis var den første af de største, på mange måder.

Elvis er den ultimative legende, myte og drøm med uendelige vinkler på historien, og Baz er den optimale instruktør til at skabe verdens største show, som er rockkongen værdig. Et virtuost mix af det Elvis ønskede at være og det han blev skabt til at være - med showmandens karakteristiske visuelle overdådighed og sprudlende musikalitet. 

Det her er musikhistorie af forrygende kaliber, og filmens fokus på oprindelsen er unik og medrivende. Elvis elskede den musik han voksede op med i Memphis’ farvede kvarter - kirkens gospel, Beale Streets blues, de spontane jams R&B og soul - og fusionerede den i sin musikstil, stemme og optræden gennem hele karrieren. 

I bedste Luhrmann-stil er en stor del af musikken remixet og/eller covered, så man indimellem fornemmer en tidløshed oveni al nostalgien. Nogle af inspirationskilderne får ydermere smeltet deres sange ind i samfundstemaer: Little Richard med ’Tutti Frutti’, Big Mama Thornton med ’Hound Dog’ og især Arthur ’Big Boy’ Crudup med ’That’s All Right (Mama)’, Elvis’ gennembrud. Sidstnævnte også i en splitscreen-scene, der viser den vilde udvikling kongens udtryk gennemgik.

Handlingen skifter i tempo, noget refereres hurtigt og andet går tæt på musikken, venskaberne og ikke mindst produktsalget, som den berygtede manager Oberst Tom Parker (Tom Hanks) styrer kynisk. Alt er fabelagtigt, så længe musikken spiller, for alle vil have en bid af Elvis (Austin Butler). Fremragende fortalt i en længere sekvens omkring ’The ’68 Comeback Special’, hvor Elvis har fundet nye producere, affærdiger obersten og provokerer påny. ’If I can dream’ er ikke kun en protestsang for verden, men også hans eget liv og levned.

Det er et ganske modigt dramatisk lag at lade den usympatiske manager være filmens fortæller. For ligeså meget Obersten forsøger at forsvare sig - og skyde skylden på den vilde fanskares behov, samt Elvis’ egen betagelse og idealisering af succesen - så bliver hans manipulation kun mere tydelig og konsekvensen særdeles sørgelig. Tænk hvad Elvis kunne have opnået med andre samarbejdspartnere.

Især tre sange toner flere gange i filmen med sindsstemningerne om magtmisbrug og ensomhed: ’Suspicious Minds’ samt power-linjen "His Truth is Marching on" fra ’An American Trilogy,’ plus ’Are You Lonesome Tonight?’ - og efter den opbygning er det svært at holde tårerne tilbage, da slutbillederne viser den virkelige konge synge (og spille klaver) ’Unchained Melody’ til en af de sidste koncerter.

Luhrmann-showet er magisk som de tegneserier Elvis fantaserede om, helt til sidste sentimentale citat om drømme, der gik i opfyldelse. Men den underliggende sandhed er også hjerteskærende, og dilemmaerne står tydeligt i reflektionen. Mange vil have en mening om ’Elvis’ og således finde mangler og fejl, men mest af alt findes her en storslået hyldest til The King - for nye og gamle fans, der vil genopleve nogle af de største øjeblikke i dette unikke stjerneliv, af den første store crossover-stjerne.