Hübberiet: Passion

Kærlighed og passion. Som vært Nikolaj Hübbe siger, er disse to følelser en betydelig del af det, der foregår i balletten – men også bag scenen. For det kræver kærlighed og passion at holde kunsten kørende – både klassisk og moderne – så publikum kan mærke de store følelser. Og så er det jo oplagt for ’Hübberiet’ at vende tilbage til de kærlige trin og toner og hylde passionen på kærlighedens dag: Valentine’ Day.

En af de dansearter, der er særdeles synonym med passion, er flamenco, og spansk-danske Selene Muñoz kan fyre op i ethvert scenerum med sine temperamentsfulde moves og lækre kostumer. Det gør hun også på Gamle Scene med det nye værk ’Sissianna’ – i samspil med den svenske percussionist Stephan Jarl, helt forrygende på arabisk bendir og persisk daf. Selvom kostumet er ret afdæmpet i forhold til tidligere shows, er ideen med rygraden af minibjælder ret sej, og hendes signifikative flæse afsløres da også i frakkeforet, efterhånden som showet udvikler sig fra kontrolleret passion til mere pulserende.

De(n) mest passionerede af de fremragende balletpartier, som denne sæson kan/kunne byde på, er mellem Manon og Des Grieux i Kenneth MacMillans ’Manon’. Så da Alexandra Lo Sardo og Alban Lendorf danser al deres tragiske lidenskab ind i slutscenen, brager aftenens største bifald. Smerteligt smukt!

Mere klassisk kærligt er uddragene fra ’Kameliadamen’ med Gudrun Bojesen og Ulrik Birkkjær, samt ’Svanesøen’ med Ida Praetorius og Marcin Kupiñski. Sidste kunne man godt have begrænset til et enkelt udpluk, og i stedet givet tiden til den moderne, legende og spøgefulde ’Cacti’ med Kizzy Matiakis og Sebastian Haynes, der danser ud af et parforhold, som selv ikke kattens ni år kan overleve.

Helt i den tråd leverer journalist og forfatter Martin Kongstad eksempler på parforholdets paradokser, der i hans nyeste bog ’Fryser jeg?’ tilnærmer sig nedlæggelsen af parforholdet. Det er ærligt, genkendeligt og ret sjovt – ikke mindst når han i sofaen hos Hübbe bagefter må indrømme, at han da alligevel må gøre som fruen derhjemme indimellem befaler. Det er en kort snak, men flere kram – for det udløser oxytocin, der giver lyst til at bonde med den person man har krammet eller på anden måde rørt. Og det kan man jo have brug for, hvis "enten parforhold eller passion"-teorien holder.

Aftenens humorindslag er Den Lalleglade Brigade, og det er slet ikke så sjovt. Impro-gruppen, der normalt består af tre kvinder, har denne aften erstattet den ene med en fyr, der virker helt malplaceret. Lyd- og klaver-gutten synes også lidt ude af sync, og impro-oplæggene er tæt på det samme, som Specialklassen excellerer i (eksempelvis i ’Hübberiet: Terapi’ for et års tid siden). De to tøser har ellers masser af energi og mod, når de forsøger at hive kærlighedshistorier ud af publikum, men optakterne er for lange, der er rigtig mange gentagelser og der kommer ikke nok morskab ud af stikordene. Om det er erfaring eller forberedelse, der mangler, så bliver det bare for lallepjanket.

Sidste bud på passionen er musikalsk, og selvom jeg personligt havde foretrukket en vildere form for passion i musikken, overrasker Jens Lysdal positivt. Han starter med at bemærke, at rum skaber folk – arrestrum, værtshus, missionshus – og titulerer Det Kgl. som passionshus. Den slags banale, men kærlige betragtninger kommer bedst til udtryk i de danske sange som ’Mageløse, mystiske Marie’ og ekstranummeret ’Masser af tid’, hvor ironi og slang flyder godt i folk music-traditionen. Men Lysdal og hans band er helt deres egne og inkorporerer ofte andre musikretninger i fuld rytmisk fryd. Og passion – på deres helt unikke facon.