Ballet og Bobler

Det bobler i balletten hos Det Kongelige, men dette nyeste tiltag bekræfter at der efterhånden også er for meget sprøjt og for lidt sprudl i koncepterne. ’Ballet og Bobler’ vil byde publikum på kulturel slapper lige efter fyraften, men konceptet halter, ikke mindst i sin imødekommenhed overfor de gæster, det skal appellere til.

Ideen er at denne aftentime skal fyldes af sanseindtryk – ord, musik og dans – med velvære, afslapning og hygge i høj(plys)sædet. Og champagne som velkomstdrik. Det er muligvis en kedelig detalje for nogen, men den boblende bærdrink, vi fik, har aldrig været i nærheden af champagnebobler. Og husk at bede om program (et A4-papir) for aftenen, for det kan åbenbart ikke forventes at blive udleveret automatisk. 

Det går fint fra start med altid veloplagte Karen-Lise Mynster, der præsenterer sin glæde ved Inger Christensen-tekster. Digteren har ganske unikt udfoldet, krøllet og systematiseret ord og sprog, så de får egne forbindelser og ender med at blive en mening i sig selv. En mening som oftest er der i forvejen. Valget af den stærkt systematiserede og Fibonacci-drevne digtsamling ’Alfabet’ er dog alligevel lidt sært i denne sammenhæng. Den lever ikke rigtig på sin egen præmis, måske fordi det ikke fungerer i kortere uddrag.

Derefter spiller musikken, to kvinder på henholdsvis violin og harpe, særdeles smukt melankolsk og henførende. Og afslappende, med mindre man – som undertegnede – sidder og tænker hvem, hvad og hvorfor. Navne og titler står i programmet, men hvorfor dog ikke præsentere de dygtige musikere og komponister, og måske en motivation?

For hvem henvender ’Ballet og Bobler’ sig til? Er det en almen appetitvækker, der nemt og prisvenligt kan introducere ballet/dans til et nyt publikum; eller en kunsttime for dem, der snobber sig til at (gen)kende ethvert klassisk tone/trin? Det kunne vel blive begge dele, hvis man lige gav folk lidt mere kredit – foran, bag og på scenen. Ingen gider at blive negligeret, og det er i øvrigt ikke nemt at læse programmet i teatermørket (hvis man har fået det).

I hvert fald tak til Emma Steele på violin og Angelika Wagner på harpe, for fantastisk harmonisk enkelhed i først intermezzoet ’Méditation’ fra Jules Massenets opera ’Thaïs’; og derefter Jacques Iberts ’Entr’acte’, der med sin inspiration fra spansk musik og dans så småt leder til aftenens hovednummer: Uddrag af britisk-bangladeshiske Akram Khans ’Vertical Road’ fra 2010.

I halvmørke og svøbende røg bølger en ørkenagtig flok mellem tyngde og elegance, ligeligt indpisket, overvåget og beskyttet af Den Rejsende (MacLean Hopper). Mystisk og nærmest rituel – som inspirationen fra den islamiske sufisme og den persiske filosof/poet Rumi – til Nitin Sawhneys jordbundne toner domineret af tunge trommer. Måske føles kærlighedsduetten (Alba Nadal og Tobias Praetorius) ikke helt in pleno, men den afsluttende skyggedans er dybt fascinerende og uhyggelig med hænder og fingre, der vandrer skeletagtige, spøgelsesagtigt, spirituelt for at nedbryde filteret til vores verden. 

Svær at forstå, men let at nyde for den besnærende dans, og bestemt en fantastisk introduktion til moderne ballet. Igen ville lidt præsentation gøre underværker. For det er nok ikke de garvede balletpublikummer, der kommer til denne lille hyggestund. Især ikke når hovedattraktionen er et danseuddrag, der har været på programmet flere gange sidste år, i ’Giant Steps’ og ’Dans2Go’.

Der er efterhånden en del sammensatte balletoplevelser på Det Kongelige, udover førnævnte ’Ballet de Luxe’ og den kommende ’Step Forward’, samt den tilbagevendende succes ’Hübberiet’. ’Ballet og Bobler’ minder mest om sidstnævnte, men savner dennes kreativitet, sprudlende engagement og ikke mindst charmerende introducerende vært. Ingen tvivl om hvilken billet man bør vælge fra i denne overflod.