Hübberiet: Terapi

Der er ingen grænser for de terapeutiske goder ved kunst. Store ord, men også meget sande ord.

’Hübberiet’, Nikolaj Hübbes kombinerede danse og debat-aftener på Gamle Scene, er tilbage på 4. sæson. Under overskriften 'Terapi' tematiseres denne aften over helse, healing og præstation via kunst – med fokus i egne forcer, bevægelse og musik.

Der åbnes blødt og medrivende med ungdommelige trin af Kompagni B til Coldplays ’Paradise’. Deres baggrundsbillede af påfuglefjer samles op af hjerneforsker Peter Vuust i en scoredåd og en kikset sammenligning med Liberace. Hans causerier over musikkens indvirkning på hjernen starter ellers fint med at involvere publikum, men glider over i et rodet foredrag med planche-skærm og laserpegepen. De fleste har nok hørt dopamin-, følelses- og fællesskabstalen før, men mest af alt burde Vuust bare have droppet de seksuelle undertoner.

Heldigvis får vi hurtigt udrenset den kedelige hjernegymnastik med første sats af Balanchine/Stravinsky-balletten ’Symfoni i tre satser’. En imponerende opvisning af talent med blandt andre Susanne Grinder/Gregory Dean og Amy Watson/Ulrik Birkkjær i front. Senere på aftenen danner Grinder par med Marcin Kupiñski i healer-pas de deux’en fra Bournonvilles ’Et folkesagn’ – så smukt og karakteristisk.

I små mellemakter refererer balletboss Nikolaj Hübbe projekter, der udbreder de healende kræfter af musik og bevægelse. Til kortfilmen ’Dance for Parkinson’s’ kniber man en hjertelig glædeståre over English National Ballet’s initiativ, og ligeledes spredes glæde og grin med Arts & the Mind’s filmklip om demente og deres plejepersonale. Desværre er der intet klip fra Det Kongelige Teaters eget støtteprojekt, Bella Speranza.

Tilbage til musikken, den mest essentielle kunstform, der rammer bredest. Men som hjerneforsker Vuust fortæller, handler det ikke bare om hvilken som helst musikalsk stimulering – det skal være en lyd, man holder af eller kan relatere til. Der er derfor ikke meget terapi over bandet med det ellers meget åndfulde navn Lars and the Hands of Light. Ret ensformigt med overtone af bas, og kun i det afsluttende nummer høres en gnist af de lysende kvaliteter.

Konceptet for ’Hübberiet’ er legerum og plads til spontanitet. Det plejer Hübbe at kunne levere, i tidligere shows har han diskuteret manderoller med Mads Matthiesen via filmdebuten ’10 timer til Paradis’, læst op fra Rune T. Kiddes ‘Det rimer nu til juleflæsk’, ageret balletcoach for Kupiñski i en ’Apollon’-øvesession, og ikke mindst improviseret sig gennem en masterclass med multi-dans-kropskunstneren Todd i skikkelse af Martin Brygmann. Men nu er Hübbes værtsrolle pludselig reduceret til fortravlet cuecards-konferencier, der kun en enkelt gang fortæller sin egen historie – om det rørende farvel til sin ven og mentor, amerikanske Truman Finney.

Improvisation og overraskelse kommer først rigtigt i spil med de to sidste shows, men så er det også forrygende sjovt og sprællevende. Især med Specialklassen, der leverer fuld skrue på impro-humoren. Det’ lige på og ud til publikum med opfordringer til at lege med. Hurtige succeser er ’Hvor er vi?’- og ’Flyttemænd’-sketchene, men selvfølgelig er det musical-nummeret, der trækker flest grin – særligt når drengene skal slås om pigen og snupper en dance off i stedet.

Derefter er stemningen høj, og det bliver endnu mere euforisk, da Marushas ’Somewhere over the Rainbow’ brager ud af højtalerne – techno style – og danserne inviterer udvalgte publikummer på scenen. Det er ’Minus 7’-uddrag, som også indeholder cha-cha-cha og ’Sway with me’ (Dean Martin). Et forrygende dansemix, der byder på alt fra spring (op på ryg), løft (i fosterstilling), spjæt (liggende) og sjove gramserier. Selv scenetæppet farer op og ned i begejstring, og de fleste i salen står op og svajer med.

En fantastisk afslutning på en aften med sprudlende energi og bevægende input. Kvinder og censur er de to næste temaer i ’Hübberiet’ – med besøg af blandt andre poet Bianca Fløe, musikjournalist Ole Reitov og forfatter Peter Øvig Knudsen. Go go, der er næsten udsolgt!