Hübberiet: Oh la la

”Au plaisir”, byder han, og balletboss Nikolaj Hübbes nye motto er ”Ej blot til lyst. Men dog til lyst.” Så selvfølgelig skal han holde en fransk temaaften i mixet mellem den lettere fornøjelse og lysten som han her benævner: ”passion er en hidsig nuance.”

Den replik kommer efter et ret enestående fakta om franskmænds ret til nervebevarende prostatakræftoperation. Det ville have klædt showet med mere af den slags særegne info og/eller indslag, måske endda hægtet op på mere personlige tiltag – for ballettens folk, deres scenegæster eller måske ovenikøbet publikum. 

I stedet får vi lidt skoleagtige gæsteforedrag om lighed for alle og revolution hver lørdag (af højskoleforstander Bjørn Bredal); samt temmelig overfladisk belysning (fra kunsthistoriker Line Clausen) af maleren Degas’ danserinde-fascination, men med fokus på bronzeskulpturen ’Danserinde på 14 år’.

Det mest personlige er hyldesten til Master Fatman, der skulle have været en del af aftenens kærligheds- og madprogram a la hans frankofile radioshow ’Croque Monsieur’. Han var med i den første ’Hübberiet’ og spredte derefter sin kosmiske kærlighed ganske ubegrænset. Som medvært Julie Jeune siger: ”Han har lært os det, nu må vi gøre det.” Men the love master gjorde det noget mere kærligt og åbenarmet end de fleste franskmænd.

For les français taler vanvittigt meget om l’amour, og er garanteret den nationalitet, der filosoferer mest over det. Derfor har de naturligvis en masse gode ord og vendinger, hvoraf Julie præsenterer et par stykker. Såsom amoureux/amoureuse – at være forelsket, eller være en forelsket – altså både handling og person.

Det musikalske står geniale Louise Alenius for, og hun er som altid fascinerende i sin lillepige stemme og positur. Men det bliver virkelig langtrukkent og ritualistisk med tre runder inspireret af ’La Marseillaise’, så man hverken kan finde mening eller lyst i bleu, blanc, rouge. Trods tilstræbelsen mod musette-musik bliver der aldrig pariser-stemning, og man drømmer om can-can, Piaf eller Gainsbourg. Tænk hvilken balletballade det kunne blive.

I stedet er aftenens ubetingede succes faktisk det mindst franske: Sebastian Kloborgs nye værk ’The Rest of the Best.’ 28 dansere i herlig forening tilsat klap, mime-udtryk, baglæns trin og snak, levende lysekroner og scenetæppe med sjov, spjæt og vræl. Først til Leo Mathisens ’Take it easy, boy boy’ og dernæst et råt, melankolsk cover af Gasolins ’Masser af succes.’ 

Resten af danselidenskaben bygges op langsomt, i første showdel er det primært aspiranterne, der får scenerum – med ’Et Folkesagn’, Amor og Balletmesterens luner’ samt ’Konservatoriet’. Og når de rutinerede solodansere stepper op er det med en skøn prøvesession på ’Afterite’ (J’aime Crandall og Marcin Kupiñski); den eminente sorte pas de deux fra ’Kameliadamen’ hvor Ida Praetorius nymatches med 19-årige Ryan Tomash; og som afslutning meget fransk raffineret og elegant af J’amie Crandall og Jón Axel Fransson i ’Grand pas Classique.’ 

Der arriverer nok en del franskmænd/kvinder og endnu flere frankofile til denne temaaften, og især for hvem det må føles som en halvsløv fornøjelse udi de lystige franske nuancer. I tidligere annonceret programoversigt var der et par gastronomiske indslag, deriblandt Master Fatman, og det er selvfølgelig oplagt, ligesom man savnede bobler – om det skulle være dråber, dans eller andet d'amour, bare det bød på mere liflige overraskelser.