Gudrun Bojesens aften

Det var en bevæget aften i går på Gamle Scene. Et smukt og vemodigt farvel til en unik solodanserinde, der har betaget publikum med sin fantastiske indlevelse og formidable teknik. Absolut en personlig favorit for mig – og efter de bragende, stående ovationer fra publikum, inklusiv Hendes Majestæt Dronningen, at dømme også mange andres: Gudrun Bojesen.

Hun startede med at brillere i det klassiske og var Bournonville-danserinde par excellence i mange år, og denne hyldestaften er da også domineret af den danske mester. Som Gudrun kommenterer fra sofahjørnet med gæstevært Erik Aschengreen: ”Jeg har altid tænkt at der er noget forkert i at kvinder skulle lide så meget i ballet. Hos Bournonville er der meget glæde.” 

De finurlige bemærkninger er en del af Gudruns dejlige umiddelbarhed og åbenhed, der har skabt unikke balletøjeblikke i hendes 24-årige karriere. Hendes engagement, gå-på-mod, kreativitet og ikke mindst humor smitter, og hun er et af de største, nyere forbilleder i Den Kongelige Ballet. Helt i den ånd er første trin på scenen Bournonvilles ’Jockeydans’ – sammen med den gamle klassekammerat Gitte Lindstrøm. Festligt skal det være!

Aschengreens sofahjørne er også fuld af fornøjelige videoklip og kærlige kommentarer fra dansepartnere Thomas Lund og Ulrik Birkkjær samt balletmester Nikolaj Hübbe. Fra ’Et folkesagn’ og ’La Bayadere’ til ’Enetime’, hvor Gudruns elev fjoller med meget elastiske barreøvelser og Hübbes lærer ulmer af perfektionismens morderharme. Hübbe, der er aftenens vært, fortæller om Gudruns exceptionelle koordination og musikalitet, og om hvordan han ved første blik på hende i ’Etudes’ så en fantastisk Sylfide i hendes bløde fysik og milde udtryk.

Og det var nok denne rolle, der endte med at blive hendes vigtigste rolle. Så når Hübbe introducerer slutscenen fra ’Sylfiden’ med Thomas Lund som partner, presser tårerne sig allerede på – ikke mindst med tanke på Gudruns tårer til Lunds afdansning netop i denne ballet for fire år siden. Her går det mere roligt og kontrolleret for sig, og begejstringen bliver aftenens bestående følelse, trods vemodet.

Personligt er favoritten Gudruns anden glansrolle – og den sidste store solorolle hun dansede i 2012, til Reumert-hæder, og igen i 2014: ’Kameliadamen’. Denne aften bliver vi forkælet med to pas de deux’er – en video af den lilla, og en liveoptræden af den hvide – med Ulrik Birkkjær som partner. Det er så vidunderligt smukt og hjertegribende som ballet overhovedet kan være, og lige der kan man slet ikke begribe at man er nødt til at slippe Gudrun og hendes uforlignelige ballettolkninger.

Nu skal hun ”ud i virkeligheden”, som sagt af flere blandt de varme videohilsner fra venner og kolleger som Anne Marie Vessel Schlüter, Mads Blangstrup, Ulrik Wivel, Sidi Larbi og Jiří Kylián. Sidstnævnte er Gudruns yndlingskoreograf og et af videoklippene er ’Bella Figura’ fra ’Silk & Knife’-forestillingen i 2007, som gav hende den første Reumert, ligesom den fortjent vandt Årets Danseforestilling. Helt igennem original og dybt fascinerende abstrakt ballet! 

Disse mere eksperimenterende karrierespring kunne have fyldt mere denne aften, for det har været en stor prioritet det sidste tiår af Gudruns balletliv. Så som Sidi Larbi-projekter på La Scala i Milano, og Alexander Ekmans ekstravagante ’Svanesøen’ på Den Norske Opera og Ballet. Herhjemme har hun koreograferet og danset i den surrealistiske tangoopera ’Maria de Buenos Aires’, og iscenesat Bournonvilles ’La Ventana’ – sidstnævnte får vi et uddrag af med det oprindelige premierehold.

Og så spiller hun saxofon, ganske forrygende, som man kunne opleve til gallaåbningen af Operaen i 2005. Derfor skal aftenen naturligvis afsluttes med maner af Benjamin Koppel, der sammen med far Anders på flygel akkompagnerer rækken af balletherrer med røde roser – efterfulgt af endnu en omgang nærmest uendelig stående ovation. En skøn aften, hvor Gudrun Bojesen bestemt kunne mærke hvor meget hun har rørt os med sine fantastiske balletgaver.