Hübberiet: Frygt

Hvid haj, Tjajkovskij, honning og terror – hvad har det tilfælles? Der er altid overraskelser i ’Hübberiet’, men denne aften er kortene holdt endnu tættere, så det er først da mørket breder sig og de dunkelskarpe toner af John Williams ’Dødens gab’-tema brager ud over os, at vi mærker det: Frygten.

Balletboss Nikolaj Hübbe morer sig ganske stort over at have skræmt os – måske for lige at give lidt tilbage på den konto, hvor utallige dansere har kæmpet med sceneskræk. Ham selv inklusiv, selvom hans sceneangst nok pibler mere i det at tale foran publikum end at danse – uden han dog kommer nærmere ind på det i løbet af showet. I stedet hører vi en sød historie om et par lange, lyserøde benvarmere som hjalp Heidi Ryom med hendes heftige sceneskræk.

Frygten fylder mere end nogensinde, og vokser støt med hvert terrorangreb – helt nyligt i London, igen. For efter 2007-angrebet skabte Wayne McGregor sin koreografi til ’Infra’, med fokus på overlevelse og menneskelig interaktion. En yderst sanselig og stærk moderne ballet til Max Richters melankolske elektro-strygere – her danset af blandt andre Gregory Dean og Sebastian Haynes under ‘Giant Steps’-triptykonet.

Skuespilhuset har også snart ’Terror’ på programmet, hvor instruktør Christoffer Berdal og historiker Christoffer Bro stiller et frygtindgydende dilemma om skyld og straf i et retssalsdrama med publikum som jury. For kan man tillade sig at skyde et fly med 164 passagerer ned, inden det bomber et stadium med 70.000 mennesker? Vær selv med til at dømme!

Det er nemlig aftenens budskab: Tænk, engager og tackl. For som filosof Anders Fogh Jensen ytrer: ”Der er for lidt honning.” Det er noget gammelbibelsk om at give barnet både mælk og honning, hvor sidstnævnte står for det ekstra, der giver tro på verden og fremtiden. Fogh Jensen har nogle interessante pointer om baggrundsfrygt, som vi ikke har fået styr på, og derfor har udviklet sig til sandsynligheder og forudsigelser, der skal få os til at købe forsikringer mod alt det frygtelige, der kan ske. Løsningen er absolut ikke lige om hjørnet, når verden bare eskalerer nervøsitet.

Efter pausen skal vi igen have gys: Klip fra den første danske zombiefilm ’Sorgenfri’, og igen hygger Hübbe sig smågrinende: ”Call me old fashioned, eller måske jer – I er nok ikke kernepublikummet.” Men, som han fortsætter, så træner man faktisk sit overlevelsesinstinkt ved at se disse film. Og det er jo det, vi gør – både afværger og opsøger frygten. 

Men det er alligevel en ret brat overgang til Tjajkovskij-pas de deux’erne, som mange dansere i ærefrygt gruer for… men som Alban Lendorf siger: ”Vi skal være taknemmelige for frygten, ellers kom ingen i teatret – folk vil gerne være der når man falder, eller klarer den.” Hans ballerina i aften, Holly Jean Dorger er mere cool: ”Nej, jeg er ikke skræmt, det er sjovt for mig, det er mit blod – og jeg håber Balanchine smiler i Himlen.” Det tror vi bestemt han gør, for klapsalverne bliver ikke større denne aften end efter Holly og Albans pas de deux’er og soloer – ikke mindst fordi Alban virkelig er savnet herhjemme!

Aftenens to sidebemærkninger er Kizzy Matiakis’ solo som Myrtha i ’Giselle’ – flot danset, bestemt, men jeg savner farlighed i tolkningen; ligesom der heller ikke er noget, der provokerer angst eller tackling af samme i Jonas H. Pedersens musik. Hans Hymns from Nineveh er et fint folk-projekt, men hans salmetillæg og den nye viseskitse spiller i samme dur. 

Men som altid noget for både hjerte og hjerne i ’Hübberiet’, og selvom man måske ikke fik konfronteret nogen nye frygtbilleder, så fik man genopfrisket tanker, engagement og tackling. Og med Hübbes opfordring om at beslutte os for at handle anderledes, afsluttes aftenen med et forrygende nyt værk af Lotte Sigh, ’Malfabrica’ – om den selvskabte frygt, der kun kan tøjles i fællesskab – danset aldeles medrivende af Aspiranterne. Lidt som et effektivt skud af… honning!