Natten har øjne

At elske nogen så højt, at man glemmer sig selv - er temaet for både kærlighed og uhygge i denne dansk-engelske thriller. Om besættelse på flere måder, og "vågn op" som det gennemgående varsel.

I starten er alt ganske fjollet og sødt med Maja (Josephine Park) og Leahs (Ellie Kendrick) flirt på biblioteket over i kærlighedserklæringer med sanselighed og humor. Men så udvides kærlighedsfortællingen med den ekstremt beskyttende og dominerende mor Chana (Sofie Gråbøl), der bor i underetagen af Leahs londonske townhouse.

Uhyggen begynder i det mere gådefulde hjørne af det ortodokse jødiske kvarter, hvor Majas jordnære danske ligefremhed clasher med den ordentlige engelske diskretion. Chana, der selv er fra Danmark, har kæmpet mange år for at passe ind i dette miljø, og hendes hemmeligheder er dybt indgroet i den jødiske mytologi. Og mystikken bliver kun mere foruroligende, da farbror Lev (David Dencik) medbringer Kabbala-bøger og fortæller om det okkulte, såsom dibbukker, heksen fra Endor og Sitra Achra - og Chana skænder ham. 

I både stemning og karakterer skabes en hverdagsagtig realisme, hvor hverken religion eller seksualitet gøres til særheder, og den besættende natur i kærligheden og troskaben ikke overdramatiseres. Mystik og gys bæres af karaktererne, samt velfungerende skift i atmosfære og små, finurlige detaljer. Som hyggen i at Maja lærer Leah danske popsange, og det øjeblikkeligt modsatte da hun fortæller det til Chana.

Dermed er musikken med til at skabe uhygge og mistro, særligt to popnumre fra 1980erne. Kasper Winding/Jakob Gislasons ulmende tekst til ’Sjæl i flammer’ spejler frygtindgydende Chanas karakter og følelser. Selvom hun siger at hun ikke kender sangen - da Maja synger de første linjer: "Angsten er en isblomst i dit sind..." - viser hendes udtryk noget andet. Og som gennemgående tema er Lars H.U.G.s ’Elsker dig for evigt’ ganske dobbelttydig i forhold til tro, håb og kærlighed, og rummer desuden filmens titel.

’Natten har øjne’ er en gedigen debutfilm for Gabriel Bier Gislason - søn af instruktørerne Susanne Bier og Tómas Gislason - hvis stemningsopbygning og karakterspil råder bod på de indimellem klicheramte thriller-setups. Det går meget hurtigt med at forklare "vågn op"-varslet, og slutningen er også nem og vag, for med et par enkelte okkulte hints kunne uhyggen ulme igen, men det skal åbenbart ende hvor det startede. Den evige elskov, og forhåbentlig som H.U.G. synger "..du har guderne med dig."