Paul

Det er træls at skulle spæne heltemodigt rundt, hvis man har anlæg for skinnebensbetændelse.

Måske en mærkelig detalje at fremhæve fra en rummands-komedie, der ellers ikke sparer på analsonde-vittighederne, men det er typisk Simon Pegg. Altid at få lagt en ret uimodståelig hverdagsvinkel på sine selvskrevne filmfigurers alt andet end hverdagsagtige oplevelser.

I tandem med Nick Frost er han kultdyrket for sin måde at tackle zombier i 'Shaun of the Dead' og lilleby-kriminelle i 'Hot Fuzz'. Og med 'Paul' er turen så kommet til aliens, når de to briter tager på UFO-sightseeing i det amerikanske syd-vest – og pludselig må skjule en vaskeægte, undvegen extraterrestrial i autocamperen.

Han hedder Paul, har lånt Seth Rogens stemmebånd til sin computeranimerede krop, og opfører sig... ja, temmelig meget som Seth Rogen i en computeranimeret alien-krop. Jointrygende, grov i munden og ofte uden bukser på.

Sjovere er dog Pegg og Frosts geekede bromance og roadmoviens mange bi-karakterer, der ofte er mere bizarre end Paul. Ikke mindst Kristen Wiigs kristen-fundamentalistiske redneck-datter, der efter mødet med rumvæsenet bliver born again-hedning og hurtigst muligt vil indhente et halvt livs mangel på synd. Folk der bander virkelig dårligt, er altid et hit.

'Paul' er måske ikke helt deroppe med 'Shaun...' og '...Fuzz', og har da også skiftet instruktør og medforfatter fra Edgar Wright til Greg 'Superbad' Mottola. Men hjertet er med i både figurerne og deres myriader af scifi-referencer.