Sommerballet 2024

Sommerens bedste ballettradition - hvis fremragende koncept har spillet siden 2003 på det funktionalistiske, fredede strandteater ved Bellevue - er igen i år et skønt og betagende show. Ikke mindst med revival af den vidunderlige ’Le Jeune Homme et la Mort’, der begejstrede alle helt i top ved premieren sidste år.

Men først bliver man fuldstændig blæst bagover med energi og eufori af det brasilianske statskompagni Balé Teatro Guaíra, som præsenterer deres nye værk ’Castelo’. En moderne forestilling om en konstant forandrende verden, hvor krop og sjæl må kæmpe for ikke at blive tilintetgjort. Ti dansere - seks mænd og fire kvinder - hvis kropslighed og råstyrke sprudler og sprutter så det ikke bare er smukt men også forhærdende. Og man føler sig helt forpustet med dem, når de til sidst står foroverbøjet ud mod publikum i endnu en pulserende overlevelsesposition. 

Det er første gang Balé Teatro Guaíra er i Danmark, ja endda Europa, og det er ganske vildt, for sikken fabelagtig energi- og stileksplosion! Koreografen er dog velkendt herhjemme, for Alessandro Sousa Pereira har både danset og koreograferet her siden 2007, især for Dansk Danseteater. Og ’Castelo’ synes ligeså moderne som tidløs i sit dansesprog. 

Den medrivende og indimellem hektiske musik af den danske violinist og bratschist Andreas Bernitt - i co-produktion med Akaya Society - er båndet og får indimellem lidt overskruede toner gennem højtalerne. Ærgerligt, for det havde været så fantastisk at høre Bernitt spille live her. Som dette sommerkoncept indimellem også har budt på.

Det havde også gjort meget for oplevelsen af de to små intermezzoer mellem de to store shows at lægge ekstra stemning til. De er fine, men mangler lidt følelser. Udover den småskrantende musiklyd, lider begge under et kedeligt lysdesign, der bestemt ikke giver den i forvejen ’nøgne’ scene noget liv eller lidenskab. Den første - ’Sort svane pas de deux’ med Alban Lendorf og Emma Riis-Kofoed - bliver næsten en øvelse i kontrol, og en smule for maskulin. Den anden - ’Den Døende Svane’ med Wilma Giglio - er fin og uskyldig, men også en anelse kold. 

Det kan der naturligvis være en mening med, hvis man skulle finde et gennemgående tema i årets sommerballet. Det må så være: Døden. Selvom det første værk sprudler af liv og overlevelse, og det afsluttende Petit-mesterværk er en evig revival af flotteste karat.

Sidste år var første gang ’Le Jeune Homme et la Mort’ blev opført i Danmark, og det er bare forrygende igen at få lov at opleve dette rå og evigt relevante skæbneværk. Alban Lendorf er igen i fremragende form og helt perfekt som kunstneren, der drives til selvmord af den utro kæreste/muse. Med stærke kropspositurer, flotte spring og inderlighed i sving mellem det frimodige og det desperate. Så meget livssmerte i så lille og enkelt et rum - fra seng, over bord og stole, til gulv og galge. I år overfor altid udtryksfulde Astrid Elbo.

Årets sommerballet er dansk og internationalt topniveau i spændet mellem moderne dans og klassisk ballet, og som altid forførende, fornyende og fordybende. ’Sommerballet’ på Bellevue Teatret er bare et must for ballet- og dansefans.