Dance of the Vampires-The Musical

Blod på tanden i camp og kitsch. Vampyr-musicalkomedie er i forvejen et komplekst oplæg, og det er desværre den forkerte horror, der er i spil her. Men et kompetent ensemble kører showet i mål med blodige bid og tungen i kinden.

Som den van(d)smægtende ungmø synger: ”Søde sanseløse synder…” Modstridende og overloadet mix af sødt, farligt, kikset, begærligt, sentimentalt, uskyldigt og mere til i den dårlige smags navn. Og teksten bliver kun mere skrækkelig i den kendingsmelodi, der er særdeles umulig at få ud af hovedet efter vampyrgildet: Bonnie Tylers hit ’Total Eclipse of the Heart’ – på dansk så trivielt som ’Kærlighedsduet’.

Skrevet af 80er-hitmager Jim Steinman og opdateret af tyske Michael Kunze til musicalpremieren i 1997, så der ikke herskede nogen tvivl om at forbilledet var et populært opera-phantom. Men det er alligevel mest syret rockballade tilsat tyrolerlir, professorrap og wannabe-cabaret. Samt ovennævnte total-hit og noget Meat Loaf-finale med fuld knald på helt uden kontekst. 

Showet har haft en vis kultsucces – som filmen, den er baseret på: Roman Polanskis ’Vampyrernes nat’ – men i denne opsætning af Daniel Bohr føles det ganske passé. Alt føles umanerligt gammeldags, og der er minimal charme i camp, kitsch og kink, som også har svært ved at bringe ægte grin frem.

Julie Steincke er den eneste, der rigtig kan bære det lumre og usmagelige, og hendes sang ’Døden er ironisk’ er den mest kompetente stemmepræstation. Peter Jorde er også ret potent som Grev Krolock, der er ”evigt fordømt… i et grænseløst fortærende begær,” han har både kraft og mystik, dramatisk og musikalsk, der gør at det farlige, pompøse og sarkastiske balancerer fint. Der anerkender man den vampyr-hype, der efterhånden har holdt længe, og nu fører dette horror-humoreske med i slipstrømmen.

Friskt blod kommer i talentfuld form fra nyuddannede Søren Torpegaard Lund, der matcher godt med erfarne Kim Hammelsvangs professor – deres umage makkerskab får lidt smil frem, om end det ofte er lidt traditionelt. Derimod er der først tilsidst bid i kemien mellem den unge assistent og ungmøen Sarah, hvis uskyld er slet skjult i Monica Isa Andersens stemme og krop. Med trøstesløs badefetish, der går helt i sump med en badesvamp i centrum. 

Ensemblet kører showet hjem, orkestret spiller udmærket, og scenografien er særligt i 2. akt gennemført gotisk dunkel. Men formørkelsen svinger os i horrible stemninger, der desværre ikke bider rigtig godt eller farligt fast. ’Dance of the Vampires’ er bare alt for fjollet og faret vild i skovens lyn og torden (der render kromutter vist stadig rundt). Eller som de sukkende synger: ”Et endeløst hav uden strand..”