En skærsommer­natsdrøm

”Sov sødt,” siger og synger de nærmest meditativt flere gange, men det her er mindfulness på speed, i dobbelt peak og med skæve klangvinkler. Shakespeares vilde og virtuose forviklingsstykke opgraderet viralt og filtreret fabelagtigt gennem David Lynchs drømmende surrealisme. 

Det ulmer af ’Twin Peaks’, ’Wild at Heart’ og ’Blue Velvet’ i underlivet af disse klassiske kærlighedsforviklinger, der i sprudlende komiske krumspring af Elisa Kragerup og Line Knutzon loader tesen om at vi har svært ved at slippe kontrollen og fikseringen af det perfekte liv. I særdeleshed SoMe-dokumentationen og -bekræftelsen.

Her er flere temalag, som handlingsmæssigt er delt i tre: Hertugfamilien, den SoMe-fikserede generation, hvis kærlighed og bryllup, tredoblet og i mega-tyl, konstant filmes enten personligt eller af hyremedier. Det virkelige eventyr, der måske bare er en drøm, hvor alfer og mennesker kan blive lige dyriske, drilske og driftige i jagten på kærlighedsrusen. Og de tre amatørskuespillere, der udfordrer sig selv og deres rollespil, når de øver sig på opførelsen af ’Pyramus og Thisbe’ til brylluppet. 

Alle vegne er den androgyne piccolo Puk (Xenia Noetzelmann), der mingler ind i alle historierne, som en rammefigur, hvor publikums rolle også belyses let. Samt en kort, sørgmodig note om ofrene i dette online-hyr: Børnene, der ret tidligt placeres midt i et viralt drømmeridt med flydende grænser. 

Den personsplittelse og det høje gear af opmærksomhedssøgen ses i de fire unge mennesker, der forvilder sig rundt i skærsommernattens forrygende fortryllelse: Hermia (Emma Sehested Høeg), der er forelsket i Lysander (Simon Bennebjerg) men skal giftes med Demetriius (Magnus Christensen), som veninden Helena (Martine Emilie Barrett Levinsen) er forelsket i. 

Snart er der koks i alles følelser, med eller uden afrodisiakum, og de farer vild et udefinerbart sted. Hvor alferne heller ikke helt kan føle sig hjemme, fordi skoven ser meget anderledes ud end den plejer. De snuser til planterne og tripper rundt i dyrelyde og -bevægelser, men må se sig indlogeret på et retro-drømmehotel, Wood’s Lounge, hvor menneskelyster forpurrer deres sind og krop – eller er det omvendt? 

Nogle af de sjoveste scener leverer de tre maskotter/amatører, der bliver til to efter Kvæde (Niels Ellegaard) har følt sig presset og i et hys-anfald har efterladt Rumpe (Peter Plaugborg) og Plyster (Mikkel Arndt) til at spille 11 roller. Deres kropssprog og sindsbilleder er overdrevent sjove helt ned i de simpleste detaljer – som at spille både mur og den, der kigger gennem muren. Grublerierne over rollespil er tilsat uddrag fra Ovids ’Metamorfoser’, så naturens og fantasiens forvandlinger kan spejle sig optimalt. 

Peter Plaugborg gør det genialt på få minutter hvor han metamorfoserer fra en verden til en anden – og bliver æsel! Også Mikkel Arndt er fantastisk i sine skift fra undselig amatør til knitrende, dampende alfekonge, der grynter, fniser og knurrer i sine befalinger af Puk, som underspillet tirrer ham med sine (måske forsætlige) fejl udi fortryllelse med blomstersaft.

Scenografien af Steffen Aarfing er enkel, effektiv og levende til mindste detalje. Tunge dybrøde gardiner, velourstole, plastblomster, retro-mikrofoner, pastiche-nips og diverse kulørte lamper. Ekstremt filmisk i sin evne til at indramme scenerne, som automatisk zoomknap. Lynch ville elske det, ligeså den ret så corny-kitschede musik, der fortæller endnu flere historier.

Soundtracket lægger sig Lynch-lækkert i croonersporet med Chris Isaak og Roy Orbison, og de mere heftige hints med The Doors, Goblins ’Suspiria’-gys samt lidt Tarantino-riff. Som den dybt sælsomme vuggevise ’Sov sødt’ (arrangeret og sunget af Emma Sehested Høeg) med skov(u)hygge til tonerne af ’Bang Bang (My Baby Shot Me Down)’, der luller dronning Titania (Maria Rossing) i søvn. Lidt inden har hun og kongemanden næbbet hinanden til Orbisons ’Cryin’, og da hun i saftrus forelsker sig i æslet drøner The Doors igennem med ’Break on through’. 

Også udskejet med kitsch og kink er piccoloens mime til Isaaks ’Baby did a bad bad Thing’, hvor de unge smider tøjet og danser hæmningsløst under den grønne discokugle. Først mindede det mig om orgiet i ‘True Blood’ – hvis temasang af Jace Everett er lidt rip-off – ikke mindst fordi der allerede var skabt gys- og blodstemning med Goblins ’Suspiria’, også æstetisk. Men referencen til endnu et filmisk betagende øjeblik er uundgåelig: den selvbeskuende spejlscene i Kubricks ’Eyes Wide Shut.’

For deri det store budskab: Måden vi ser os selv versus hvordan vi gerne vil ses, samt opmærksomhedstrangen og den evige higen efter bekræftelse. Kragerups ’En skærsommernatsdrøm’ skaber flere forestillinger i forestillingen, mere skuespil i skuespillet, og drømme oveni drømme. 

Når vi ser underholdning, lader vi os forføre ind i en (oftest) anden verden – og indimellem ønsker vi os derind, ligesom når vi drømmer. Og disse fiktioner kan være en del af det vi efterstræber i den SoMe-verden, hvor vi deler vores (vigtigste?) livsbegivenheder. 

Det er præcis dette dilemma, denne balance, som Kragerup & co. udforsker og udfordrer med denne skærsommernatsdrøm. Når de vrider sig ind og ud af forskellige roller, forviklede følelser og modstridende scenarier. Hvor stopper drømmene, fantasien, spillet? Man kan næsten høre Lynch sige (meditativt): Luk øjnene, mærk efter og… sov sødt!