Romeo og Julie

Kærligheden er per-vers. Og smerten drikker af hjerteblodet. Så frækt og fagert balancerer Elisa Kragerup sin version af ’Romeo og Julie’. De moderne med de traditionelle ord i et livfuldt kropsligt udtryk, der giver forrygende saft og kraft til teksten. Så man virkelig hører den – og ikke mindst mærker den.

Striden mellem familierne Capulet og Montague hidses op i en intertekstuel intro, hvor humoren og kropsligheden åbner op for nytolkning af slåskamp. Hvor en knytnæve lyder som et klaverlåg, der klappes ned. Eller et tramp i gulvet. Det fungerer overraskende godt, og ironien er lagt – højt.

Humoren flyder kækt og gejlt i Niels Brunses oversættelse, og det skønne persongalleri har fået Kragerup-touch så det fryder. De løber op ad, hænger ud i og klatrer rundt i Steffen Aarfings scenografi af en blød, sofaagtig vægstruktur, som kan udfordre enhver balance- og muskelstyrke.

Allerhøjest Fyrsten af Verona, en Dronning Elizabeth 1.-klon, der fremføres skarpt og spydigt af Signe Egholm Olsen. Ofte på skuldrene af Peter Plaugborg, hvis imponerende fysik vendes til det højkomisk enfoldige, når hans Paris forsøger at vinde Julies hjerte. Også Tammi Øst er eminent balancerende mellem over- og underspillet Amme, og Thomas Hwan giver Romeo drenget charme og rappe replikker. Særligt i selskab med Helle Fagralids Benvolio og Peter Christoffersens Mercutio, der overvælder med onani, slang og andre uartigheder.

Danica Curcic er helt vidunderlig som Julie, hendes intonering så moderne og glødende at man sagtens kan mærke den 13-årige sjæl, der trods uskyld og usikkerhed står stærkt for sit mod og oprør. Dog ikke uden kompleksitet: Som den pæne pige ved klaveret, der stille spiller og synger Sias ’Chandelier’ – om en festpiges afhængighed af rusen, alkohol især. Og lige meget hvor overlækkert og kraftfuldt det er, når sangen brager ud gennem højtalerne under bryllupsnatten, så efterlader Sias mentale historie i og omkring sangen et underligt skær over Julie-karakteren.

Men der er også noget sært symbolsk over, at scenografien har karakter af både gummicelle med højt til loftet og begrænset stjernehimmel. For Romeo og Julies kærlighedshistorie er så rørende smuk på både vanvid og drømme. Ungdommens mod fyldt af følelser og drømme gør længslen og sorgen til et vanvid, kun hjertenskære kan forstå.

Nogen vil måske indvende ,at man mister noget af poesien, når man gør så meget komedie af kærligheden, men humoren er så veltunet, at man jo netop huskes på, hvor fjollet forelskelsen er. Og hvor meget man bør nyde den og omfavne det frimodige og latterlige, følelserne skaber. Set i et nutidigt lys er det velvalgt, fordi det der engang var evig kærlighed ved første blik, måske nærmere er flirt og sjov nu.

Anden akt mister lidt energi med ideen om at holde alle karakterer – døde som levende – fanget på scenen uden deltagelse. Det er muligvis den døde og konventionelle verden omkring Romeo og Julie, men der mangler den kontrast, som første akt excellerede i. Selvom Hr. Capulet hopper med på slang- og sjofelvognen, når han på kort tid kalder sin datter både mit springvand (fordi hun græder), jomfru næsvis og tøjte, så ligger det ikke ligeså skarpt i munden på Mikael Birkkjær, som det gør i Romeo-trekløverets.

Men det er få indvendinger til denne iderige Shakespeare-fornøjelse. Elisa Kragerup er simpelthen i særklasse formidabel med klassiker-tolkninger. Fra Goethe, Brecht og Shakespeare til Anne Linnet og Kim Larsen. Altid frækt og fagert.