Livstidsgæsterne

Gæsterne for livstid. Dem, vi elsker og hader. Alt efter humør og lyst. Indbudt, opvartet og fastholdt af os selv. Til en plads i hjertet, men ligeså meget i hjernen. 

Fra første møde er det klart at det kan være svært at få plads til alle, at nogen er mere populær end andre, og at de fleste larmer så nogen må forsøge at holde fokus. For nogle og noget kan fortrænges, men ikke helt undertrykkes. Alle kæmper for deres mening, vilje, opmærksomhed, berettigelse og så videre.

Der er koks i hjernemassen, som kun Line Knutzon kan forme det, så absurd og alligevel genkendeligt. Tankerne, der myldrer og pylrer, er her manifesteret i seks forskellige personligheder og deres domicil er ganske enkle, skarpe rammer hvis æskeform krymper i dybden og firkantes som årene går.

Hippocampus er et af de vidunderlige ord for vores øverste etage, der popper op, når Elisa Kragerup skaber residens for de livslange hovedvridninger. Hvor fortid og fremtid rykker rundt med brikkerne, så gråzonerne bliver til grønne nuancer, så hippie og hipster ligner hinanden, og så 50er-nostalgi og -absurdisme genspejles. 

Knutzons karakterer er aldrig klicheer, så enkel kategorisering er svær, men der er selvfølgelig både regelrytteren (Niels Ellegaard) og snobben (Xenia Noetzelmann), overfor den temperamentsfulde og begærlige (Maria Rossing) samt den rastløse og udforskende (Elliott Crosset Hove), der blankt erklærer: ”Jeg er den, der er mindst mig.”

Det er fabelagtigt sjovt, når de forsøger at samles om at læse en kinesisk Nobel-vindende roman – for ikke at dø dum – eller de opdager at der er gået flere år som de ikke erindrer. Grotesk når nogen tænker så meget på døden, at den banker på. Frustrerende da beboermødet igen melder ”intet nyt fra festudvalget” og panikangst over at der er gået ultimativt hul på e-boksen. 

Efterhånden bliver der mindre og mindre ballade, og udsigterne mere seriøse, nærmest med en fornemmelse af noget skæbnebestemt. Men der er håb, selvom slutningens rosekort er lidt for let og traditionelt i forhold til de absurde løjer, der er gået forud, og det rod, der stadig hersker på hovedscenen. 

Man både græmmes og griner af genkendelighederne ved gæsterne og deres tumult. Knutzon og Kragerup viser fortræffeligt, at nuet nok er det sværeste at være i, for det påvirkes konstant af fortid og fremtid. Og bevidstheden om at selvom det kan være svært at skubbe dem i baggrunden, undertrykke dem, overdøve dem, så slipper man aldrig af med de vigtige brikker.. de er ’Livstidsgæsterne.’